Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Paa Højfjeldet. (Oskar Fredrik. 1866)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
De staa der saa klare, som om de vare os ganske nære, men de
ligge dog en halv Dagsrejse borte. Til deres Fod har Mennesket
trængt frem; deres Top har ingen Dødelig betraadt.[1] De se ogsaa
forfærdelig bratte ud; Sneen kan ikke faa Fæste, men kanter kun
hist og her Fjældvæggen lig en Slyngplante, eller gjemmer sig i
en dybere Kløft, hvor Vinden, som heroppe er Sneens eneste
Fiende, har tabt sin Kraft. Fjeldet har en kold, staalgraa Farve,
og omkring de spidse Tinder lege lette Sneskyer i stedse skiftende
Former, idet de snart samle sig, snart pludselig forsvinde, ligesom
bortjagede af en usynlig Magt.
Forresten rundt omkring os de samme mørke, taggede
Horungtinder, vexlende med blændende Sneflader, der, idet de især mod
Nord tiltage i Udstrækning, antyde Nærheden af den viden bekjendte
Jostedalsbræ.
Er da Billedet hermed færdigt? Nej, endnu har Blikket kun
strejfet om paa de solbeskinnede Højder; men nu — nu sænker
det sig, sænker sig med Forfærdelse ned gjennem gabende Svælg,
taber sig i et dunklere og dunklere Dyb; det ser ikke nogen Grændse,
ikke nogen Slutning. En vild Fos styrter frem, nedover —
hvorhen? Det ser man ikke; det ved man ikke; man aner kun, at den
styrter hovedkulds i et forfærdeligt Dyb. I meget klart Vejr skal
Havet, Bunden paa dette Dyb, kunne sees nok saa tydeligt fra
denne Styrtning af; nu kunde man blot ganske dunkelt skimte
Gjenstandene dernede, thi Sollyset stod os lige i Øjnene. Halvvejs
paa de andres Ord opdagede vi imidlertid den inderste Vik af
Lysterfjorden. Man tænke sig engang: denne Vik var næsten længere
under os end foran os.
«Det kan da vel aldrig være Meningen, at vi paa Hesteryggene
skulle ned i denne Afgrund?» saa spurgte jeg eller rettere sagt
tænkte jeg højt ved mig selv ved dette uventede Syn. «Jo, det er
nok saa, du», svarede med denne uforlignelige, tillidsvækkende Ro
min prægtige Vejviser. Ufrivillig ofrede jeg min Nakke en
medlidende Tanke. Kanske mærkede Fjeldbonden min øjeblikkelige
Rædsel, thi disse Folk ere begavede med et skarpt Blik, kanske
mærkede han den ikke; saameget er vist, at jeg følte, jeg rødmede,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
