Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ved Dødens Port. (E. Mohn. 1878)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
opover fra Istap til Istap. Det var altsammen, som om det var
ordnet og laget for mig i Forvejen. Et enkelt Sted maatte jeg
hugge Spidsen af nogle frithængende Istapper bort med min Stav
og derpaa krybe under Stubberne; ellers gik jeg med højt Loft
over mig. Jeg har aldrig gaaet nogen eventyrligere Gang.
Faa denne Maade naaede jeg saa højt op, at jeg kun stod 16
til 20 Fod under Bræoverfladen. Længere kom jeg for det første
ikke, da Isgangen her standsede og syntes at ende i et Stup; paa
den anden Side laa ogsaa her Sne, skraanende nedad, og som efter
al Rimelighed ogsaa her dannede et Dække over et tomt Svælg.
Da jeg under den sidste Gang hverken havde havt Tid eller Sne
til at vaske mine Saar, havde der under Øjenbrynet dannet sig en
tyk Skive af størknet Blod, som jeg nu tog og kastede bort; jeg
troede længe, at det var løse Hudlapper, jeg kastede fra mig. Jeg
gav derpaa min Ledsager Underretning om, hvor jeg var, og gjennem
en Aabning i det øvre Snelag, som tilfældigvis befandt sig lige over
mig, fik jeg Touget ned. Jeg blev ikke lidet forbauset, da jeg fik
se Ringen, som hørte til mit Alpebelte, fastbunden i Enden af
Touget. Jeg havde hele Tiden staaet i den Tro, at det var Touget,
som var slitnet, skjønt jeg rigtignok ikke kunde forstaa, hvorledes
et dobbelt lagt, nyt Toug af Manillahamp kunde gaa istykker. Nu
skjønnede jeg Sammenhængen. Det var Ringen, som var slitnet
fra Tougbeltet.
Det vanskeligste Stykke Arbejde stod igjen; thi jeg skulde nu
stige op ad en 16—20 Fod høj, glat og lodret Væg af haard
Staalis. Jeg var imidlertid saa udmattet efter den foregaaende
Anstrængelse, at jeg, før jeg tog fat paa dette Basketag, maatte sidde
en lang Stund og hvile mig ud. Den eneste Afsats, som fandtes
paa Isvæggen, strakte sig i en Alens Afstand fra Bunden og var
kun en 2 Tommer bred Rende; ovenfor var der saa at sige glat.
Vanskeligheden ved at hugge Trin med Pigstaven, en Vanskelighed,
som paa en slig glat og haard Væg var stor nok i og for sig,
forøgedes end mere ved Sprækkens Smalhed, idet den øvre Ende af
den lange Stav, hvorledes jeg saa end snoede og drejede den, hvert
Øjeblik rendte mod den modsatte Isvæg. Dertil kom, at jeg for
det Første ikke fik Touget saa langt ned, at jeg kunde binde det
fast i Beltet, men alene kunde vikle det et Par Gange om den
venstre Haand. Følgen af alt dette var, at jeg, naar jeg fra den
smale Afsats forsøgte at stige videre op, mistede Fodfæstet, slap
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
