Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Valdersen i gamle Dage. (Den norske Arbejder. 1874)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Bund Elven Røddølen kommer fossende udover Fjeldvæggen. I
denne afsides og vilde Urd havde efter Sagnet den Mand fundet et
Tilflugtssted, som for mere end hundrede Aar siden først lærte
Folket der at læse og skrive, og som endnu omtales under Navn
af «Kalvedalspræsten». Det fortælles om ham, at han var rejst
did for en eller anden Forbrydelses Skyld, som havde kostet ham
Kappe og Krave og gjort ham til en Flygtning. Den bedste af
hans Lærlinge var en Mand ved Navn Halvard Lykken. Han blev
vidt og bredt bekjendt for sin Styrke, hvori han dog havde sin
Overmand i Broderen Ole, den i sin Tid stærkeste Mand i Valders;
men fornemmelig fik han Ry for sin Skrivedygtighed. Der kom
Folk langvejsfra for at faa ham til at skrive for sig, og lige til
den seneste Tid har der været opbevaret Sager, skrevne af «Halvard,
han som lærte af Kalvedalspræsten».
Den Raahed, som i ældre Tider paa en saa sørgelig Maade
udmærkede vor Almue baade her og andre Steder, samlede sig om
enkelte Hovedpunkter, som endnu ere i friskt Minde. Det var i
«de gode gamle Dage», da hver Mand aatte sin Hat, det vil sige
Brændevins-Hatten, dette i den Tid uundværlige Husgeraad, hvorved
den Fusel eller Finkel tilvirkedes, som vistnok var af en maadelig
Beskaffenhed, men dog indeholdt saapas berusende Kraft, at den
tog Sands og Samling fra Folk og lod alle dyriske Lidenskaber
eller al menneskelig Vildskab blive aabenbar. Det var ved St.
Hansdagens vakre Skjærsommertid, at de Sammenkomster fandt
Sted, som var bekjendte under Navn af «Vasetdandsen» og
«Løkkedandsen», den første kaldet saa efter en Sætergrænd paa Fjeldet
mellem Aurdal og Hallingdal, medens den sidste har sit Navn efter
et Brug, beliggende mellem Hallingdal og Slidre, nedimod
Hemsedalen. Som Engelskmændene have sine Hanekampe og Spanierne
sine Tyrefægtninger, havde de norske Fjeldbønder sine Hestekampe,[1]
en næsten lige saa raa og blodig Morskab. Disse Hestekampe vare
dog i Valders enten aldeles ikke i Brug eller forekom kun yderst
sjelden. Derimod er det bekjendt, at Teledølerne beholdt dem,
endog langt ned i Tiden, og satte megen Pris paa at opdrætte og
spore sine Hingster til vilde Slaaskjæmper. Paa Vasetdandsen og
Løkkedandsen gik det iblandt andet saaledes til, at en og anden,
som agtede sig til «Dandsen», fandt sin Hest i Fjeldet, løste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
