Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rejseliv i Norge. I. (C. F. Naumann. 1824)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
en meget mægtig Mand, i begge Retninger, baade paa Mad og
Drikke, paa Klæder og Fæ.
Endelig kom vi til Nordre Brusterud, den sidste Gaard paa
denne Side i Dalen. En kraftig Skikkelse med langt, nedover
Skuldrene hængende Haar hilsede os som Ejer velkommen med
gravitetisk Mine. Vi gik ind i Stuen, som var mere ren end
sædvanlig. Brændevinsbægeret af Sølv gik efter Landets Skik rundt i
Kredsen, og efter Regelen gjorde enhver nogle konventionelle
Indvendinger, før han tog Bægeret, stod derpaa op, tømte det og
takkede Værten med et Haandslag, et Ceremoniel, som gjentog
sig paa lignende Vis, da Ølkruset af Træ vandrede omkring.
Ogsaa her fandt jeg den besynderlige Utvungethed i Opførsel,
at man i min Nærværelse udspurgte min Fører om mig, paa samme
Maade som man hos os tillader sig alleslags Bemærkninger om en,
som er stok-, sten-døv eller aldeles ukyndig i Sproget.
Da denne Gaard er den højeste i Dalen, ønskede jeg at bestemme
dens Højde. De gjorde nu store Øjne, da de saa Barometeret og
hørte Tale om Højdemaalinger; men ved dette Ord opstod der
Mistanke hos Folkene, og Verten spurgte mig ganske trohjertet,
om jeg rejste for at maale Landet og for at spejde det ud, for det
Tilfælde at Tyskland skulde komme i Krig med Norge. Jeg søgte
at gjøre ham begribeligt, i hvor ringe Grad, selv om hans Mistanke
var rigtig, det vilde føre mig mod Maalet at faa vide, hvor højt
Granskoven gik op i Lien, og hvor højt hans Gaard og Havreager
laa; denne Indvending vidste han dog klogeligen at imødegaa, idet
han udbrød: «Nu vel, — men mener du, at Jeres Krigsfolk ikke
skulde behøve at vide, hvor langt de tør trænge ind hos os i
Numedalen, uden at forgaa af Hunger og Kulde?» Jeg maatte
altsaa tage min Tilflugt til andre Grunde; jeg fortalte ham, at
Tyskland aldrig havde havt Krig med Norge og vel aldrig heller vilde
faa det, at Havet skiller begge Lande overalt, at jeg kun rejste for
at lære den herlige norske Natur og saa kjækt og kraftigt et Folk at
kjende, og bad ham endelig opgive saa styg en Mistanke om mig
og om Hensigten med mine Vandringer, da det saarede mig at
blive holdt for en Spejder af den mandige og trofaste Nordmand.
Dette virkede bedre; Mændene begav sig ud af Værelset,
sandsynligvis for at holde Raad; thi snart efter kom de ind igjen, med
Værten i Spidsen, og han rakte mig Haanden og sagde: «Du maa
ikke tage dig nær af det, som jeg og disse Mænd sagde; for du
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
