Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
- Krokkleven. (Bernhard Herre. 1850)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Krokkleven.
(Af Bernhard Herre.)[1]
*
Det var i Midten af August Maaned, da jeg med Bøssen paa
Nakken slentrede op ad Ringerikes skovklædte Klev. Jeg havde
havt en lang Marsch; en Kobbel Hunde fulgte mig; Tungen hang
dem langt ud af Halsen, og Fraaden dryppede dem af Flabben.
Solen stod højt paa Himmelen og brændte stærkt; der rørte sig ikke
et Pust i Atmosfæren for at formilde Heden. Himmelen var hvidlig
blaa; Luften var trykkende og gjorde Aandedrættet besværligt.
Græsset og Blomsterne bøjede sig døsige mod Jorden, og kun langs
de rislende Bække paa Klevens Sider saa man den friske, grønne
Farve. Selv de unge Grantoppe syntes saftløse, og Luften spillede
og sitrede mellem Grenene; men der hvilede en dyb Ro over
Landskabet, og den skulde have gjort mig godt, om jeg havde hvilet
under et skyggefuldt Træ. Spurvene væltede sig i Støvet, og den
kvikke Linerle vaskede sig i Bækken; Svalen susede sommetider
forbi og greb i Flugten en flagrende Sommerfugl. Det var en Dag
for Insekterne; de surrede og summede omkring overalt. Højt over
Grantoppene, under den lyseblaa Himmel, svingede den mørke Ørn
sig; Vingerne vare spændte, og dens sultne, klynkende Stemme
skreg efter Rov; men Skovens Dyr hvilede i Træernes Skygge.
Nu og da hørte man Lyden af en Kobjelde, som om Dyret slog
med Hovedet for at fordrive Fluerne.
Min gamle Ledsager fulgte mig paa denne Tur. Han gik foran
mig op gjennem Kleven med sin Andel af vort Bytte. Begge vare
vi vante til Anstrengelser, og den kvalme, lumre Dag og den
besværlige Vej generede os ikke synderligt. Den gammelagtige
graa Jæger gik med sin Bøsse i Haanden og saa med vrede Blikke
op til den stolte Fugl, der svævede over vore Hoveder. «Tror
du,» sagde han og vendte sig mod mig, idet han pegede med
Bøssepiben mod Ørnen, «at denne Røver iaar har ødelagt mere Vildt, end
du og jeg kommer til at skyde i hele Sommer?» Jeg svarede ham
ikke; thi mine Tanker havde taget en anden Vending. Naturens
Skjønhed tiltalte mig med hvert Skridt, trods den noget slappede
[1] B. Herre, En Jægers Erindringer. Kristiania 1850.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Sun Dec 10 20:32:40 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/norge80/0299.html
