Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Krokkleven. (Bernhard Herre. 1850)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
en ung, dejlig Huldrepige, der havde fristet et hensmægtende Liv
af Kjærlighed til Kongen, som aldrig havde seet hende. Hun havde
i stille Henrykkelse omsvævet og beluret Gjenstanden for sin
Ømhed, uden at han anede det, da han en Middag i Solheden tog sig
Hvile under de skyggefulde Graner ved Rethellerne. Eventyret siger,
at denne Huldre var fin og skjær som Morgentaagen, der svæver
over Fjeldene, og at en lettere Fod aldrig havde berørt det bløde
Mos. For at fornye min Erindring om denne Historie besluttede
jeg at slaa lige ind paa den gamle Sti. Denne tilgroede Fjeldvej
gik nærmere Rethellerne, og hver Gang Sankt Olaf for gjennem den
vilde Skov og kom hid, red han lige op til Sæteren for at vande
sin Ganger. Her viser man endnu en Brønd, der bærer hans Navn.
Den er ellers kun mærkelig derved, at den danner et dybt, rundt
Hul i det nøgne, haarde Fjeld. Lige ved Siden af denne Brønd
sees ogsaa i Fjeldet et Hul, som aldeles passer til Bunden af en
Vandspand. Bønderne sige, at dette Hul er Mærket efter den Bøtte,
hvormed Sankt Olaf vandede sin Hest.
Terrænet fra Kleven og hen til den gamle Vej er besværligt
og kun tilgjængeligt for den, der nøje kjender disse Marker. Man
maa saagodtsom bryde sig Vej gjennem en sammenvoxet Skov af
Grane- og Furutræer. Er der en Plet, som er fri for disse, saa
voxe Oretræet og Vildtornerne der i tætte Klynger; man maa
arbejde sig over Svælg og Vindfald, og først naar man nærmer sig
den gamle, grønne og alligevel forvitrede Klev, antager Landskabet
en Karakter, der er værd at lægge Mærke til. Paa den modsatte
Side af Kongevej en er Fjeldet skovklædt og rundformet. Her hæver
det sig lige, nøgent og graat op mod Himmelen. Paa de lodrette
Fjeldvægge har kun hist og her en enkelt mosbegroet Gran faaet skjult
sine Rødder. Bjergtoppen bærer ogsaa kun enkelte fortørrede
Graner med knækkede Kroner. Det lange, isgraa Lav hænger fra
Granerne ned over Fjeldryggen; men ved Klippevæggens Fod
runder Fjældet sig og bliver farverigt og mosgroet; her bliver Skoven
atter ren og stolt, og et kort Stykke nedenfor er der en grøn
Braate, hvorover Solen nu lægger sine mest brændende Straaler.
Dybt under vore Fødder ligge Hols- og Stensfjordens blanke Flader;
de ovale Øer med de mørke, duftsvangre Skove svømme mildt paa
de klare, rolige Søer, og Skyggerne falde dybe ned i det
spejlblanke Vand.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
