Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Julen. II. (P. Chr. Asbjørnsen. 1845)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
se paa Klokken, havde den standset, og Viseren stod paa halv
tolv. Hun vidste ikke, hvad Tid det var paa Natten, men saa
gik hun hen til Vinduet og saa over til Kirken. Det lyste ud
igjennem alle Kirkevinduerne. Hun vækkede Pigen og lod hende
koge Kaffe, mens kun klædte paa sig, og tog Psalmebogen og
gik i Kirken. Det var saa stilt paa Gaden, og hun saa ikke et
Menneske paa Vejen. Da hun kom i Kirken, satte hun sig i
Stolen, hvor hun plejede sidde, men da hun saa sig om, syntes
hun Folkene saa saa blege og underlige ud, akkurat som de
kunde være døde allesammen. Der var ingen hun kjendte, men
der var mange hun syntes hun skulde have seet før, men hun
kunde ikke mindes, hvor hun havde seet dem. Da Præsten kom
paa Prækestolen, var det ikke nogen af Byens Præster, men en
høj, bleg Mand, hun ogsaa syntes hun skulde kjende. Han
prækede nok saa vakkert, og der var ikke saadan Støj og Hosting og
Harking, som det plejer at være ved Fropræken om Julemorgenen,
men det var saa stille, at hun kunde høre en Naal falde paa Gulvet,
ja det var saa stille, at hun blev ganske angest og bange. Da de
begyndte at synge igjen, bøjede en Kone, som sad ved Siden af
hende, sig hen til hende og hviskede hende i Øret: «Kast Kaaben
løst om dig og gaa, for bier du, til det er forbi her, saa gjør de
Ende paa dig. Det er de Døde, som holder Gudstjeneste.» Da
Enken hørte Stemmen og saa paa Konen, kjendte hun hende; det
var Nabokonen hendes, som var død for mange Aar siden, og da
hun nu saa sig om i Kirken, huskede hun godt, at hun havde seet
baade Præsten og mange af Menigheden, og at de vare døde for
lange Tider siden. Det isnede i hende, saa ræd blev hun. Hun
kastede Kaaben løst om sig, som Konen havde sagt, og gik sin
Vej; men da syntes hun, de vendte sig om og greb efter hende
allesammen, og Benene skjalv under hende, saa hun nær var segnet
ned paa Kirkegulvet. Da hun kom ud paa Kirketrappen, kjendte
hun de tog hende i Kaaben; hun slap Taget og lod dem beholde
den, og skyndte sig hjem, saa fort hun kunde. Da hun var ved
Stuedøren sin, slog Klokken et, og da hun kom ind, var hun
næsten halvdød, saa angest var hun. Om Morgenen, da Folk
kom til Kirken, laa Kaaben paa Trappen, men den var reven i
tusende Stykker.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
