Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sætersdalen. (Illustreret Nyhedsblad. 1860)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
for den brutale militære Sax, der strax ved hans Indrullering under
Fanen afklipper ham hans Stolthed og Glæde, hans kjære Spir.
Som Indianeren har Sætersdølen altsaa sin Pidsk. Den hele
Forskjel er kun, at den ene bærer denne Hovedets Prydelse foran, den
anden bag. Pidsken har sin udfordrende Betydning hos det ene
Folkeslag som hos det andet, skjøndt det hos Indianeren gjælder
Skalpen og hos Sætersdølen mere Øjet. Under Kampen anbringer
nemlig Sætersdølen, med den Sikkerhed, som lang Vane og hævdet
Skik giver, sin højre Haands Pegefinger i det trodsigt vinkende
Spir, og med sin Tommelfinger søger han nu, ofte ikke uden Held,
at trykke sin Modstanders Øje ud. Mangen Kriminalhistorie og de
mange levende Vidnesbyrd, der vandre omkring her, enøjede som
Odin, et Offer for Modstanderens pligtmæssige «Øgon-Krystning»,
ville bekræfte Sandheden heraf. Det er heller ikke saa
ualmindeligt, at Næse og Øren bære Slagsmaalsmærket. At afbide og
nedsluge raa sin Fjendes Næse eller Øren ansees nemlig lige saa lidt
som at kryste hans «Øgon» for nogen Skam eller Klik paa en
ærlig sætersdalsk Kjæmpe. I sine Slagsmaal i Byen viser
Sætersdølen sig gjerne som en Mand af Smag og Levemaade, og benytter
kun sin Kniv; men blandt Landsmænd falder han mere an med
skarpe Tænder. Sætersdølen er forresten, naar han ikke ophidses
af Brændevinet eller af det stærke Øls tirrende Magt, ikke egentlig
angribende eller energisk fremtrædende. Han er i høj Grad
overtroisk; den vilde, ensomme Fjeldnatur og de gjennem Slægterne
endnu fra Oldtiden levende Sagn, hvor gamle hedenske Begreber
paa en forunderlig Maade parre sig med nyere kristelige, nære den
gamle Tro paa de hemmelighedsfulde Magter. Aasgaardsrejen gaar
saaledes endnu om her og spøger, og mange ere de tjærede Kors,
som Sætersdølen ved Juletider slaar over sin Dør, for at holde de
onde Magter ude. Sætersdølen tror fuldt og fast paa Aandernes
Magt, og der er vist ikke mange af dem, som ikke ere forvissede om,
i det mindse en Gang i sit Liv at have seet Aasgaardsrejens vilde,
ringlende Tog. Efter Solens Nedgang vover Sætersdølen sig derfor
aldrig ud, og selv de stærkeste Trudsler eller største Belønninger
ville neppe friste ham til at drage ud nogen Vej, efterat Mørket er
faldt paa. Sætersdølen er ikke hurtig i sin Vending. Han er endog
i højere Grad tvær og træg, end man i Almindelighed vil finde
det blandt vort Lands Befolkning, og udhæver sig herved fremfor
de omliggende Bygdelags Beboere, ligesom ogsaa ved en i høj Grad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
