Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Makreldorging. (P. Chr. Asbjørnsen. 1848)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
om med en lille sortrøget Kridtpibe, idet han kigede ud paa alle
Kanter. «Igaarkveld ved Solnedgang stod han fuld af de grejeste
Vindskyer, men nu har han ikke en Hatfuld.»
Lodsgutten, som holdt Udkik forud og arbejdede med
Styrbords Aare for at støtte for Affald, da Strømmen gik vester i,
svarede, at han syntes det letnede forud.
«Fanden heller, det er ikke Solgangsvejr,» svarede Rasmus;
«han kommer ikke, før det lider paa Dagen; men da tør vi faa
mere, end vi vil have for Makrellens Skyld.»
Der kom imidlertid snart et friskere Drag i Luften, saa at vi
uden Aarer kunde holde Kaas, og nu gled vi raskt ud imod Havet.
Taagen svandt efterhaanden og lod os se den blaa Kystlinje og
dens yderste nøgne Holmer; men foran laa Havet i sin uendelige
Udstrækning rødmende for Morgensolen. Landvinden havde vel
endnu sin Magt, men jo højere Solen steg, des friskere blæste det
op fra Havet; de stigende Taager lagde sig som et Tæppe ind over
Landet; nu var det en stiv Makrelkuling. Vi vare snart inde i
Makrelstimen; Snørerne kommanderedes ud, og den ene Fisk bed
efter den anden, saa det dirrede i det hele Snøre; under voldsomme
Spræl og Ryk bragtes disse sølvblanke Havets Børn op. Men
Glæden var som sædvanlig ikke af nogen lang Varighed. Ud paa
Dagen tiltog Kulingen alt mere og mere i Styrke; Havet satte ind,
Søgangen voxte; tilsidst stod Snørerne lige ud, og Fiskestenene
hoppede hen over Bølgetoppene, medens Braadsøer, uagtet Lodsens
ledende Haand søgte at afværge dem, brød over vor lille Nøddeskal
og sendte Skum og Sprøjt højt over Sejl og Mast. Snørerne gaves
op. Lodsgutten sad i Storlugen, dinglede med Benene og kigede
af gammel Vane ud, snart hid, snart did. Undertiden var han nede
i Rummet og saa paa sit Uhr, som laa i en stor rødmalet
Skibskiste.
«Ja den Kisten og den Klokken,» sagde Rasmus med et Smil
og et Nik, «den holder han af, og det gjør han Ret i, for havde
ikke de været, saa laa han nu og grov Smaasten paa Havsens
Bund.»
Jeg bad om nærmere Forklaring, og han fortalte: «Det var
ifjor i Oktober Maaned; han stod ind med svært Vejr, det var med
Nød jeg kunde holde Søen, men jeg blev ude, og han var med.
Tilsidst praiede jeg en Hollænder og kom ombord i ham, men jeg
tænkte begge om Baaden og Gutten; mine Tanker vare ikke der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
