Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ryfylke. (Illustreret Nyhedsblad. 1866)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Time efter Time laa og stirrede paa de samme Landformationer;
thi idag vilde «han ikke ro». Vind og Strøm vare imod, saa
Folkene tidt og ofte maatte hvile paa Aarerne for at tørre Sveden
af Panden og drikke Vand. Ja, saa som de kunde gjøre begge
Dele!
Jeg lider godt disse blide Stavangere og disse polerede smaa
Ryger i deres store Træsko, med deres store Nøjsomhed og
Tarvelighed; jeg lider godt deres lune, monotone Sprog i Takt med de
langsomt skvulpende Bølger, deres sejge, udholdende Taalmodighed,
den de have lært i Omgang med deres Fjelde og Fjordbugter og
af — Hans Nielsen Hauge. Hvor Menneskene ere overladte saa
at sige til Naturens Paavirkning, blive de en næsten lige saa tro
Gjengivelse af denne, som Nøddemarken og Kaalormen ere det af
deres Hylstere. Derfor maa ogsaa Kystboerne, til hvem Havet
paa sine stærke Arme bærer Kulturen lige ind i Døren, staa højt
over Fjeldfolket. Det ser man da ogsaa paa de sværtvoxne
Sætersdøler og Thelebønder, som i sine korte Trøjer og langlivede
Buxer og med Piben i Munden komme herned for at søge Arbejde,
men fortære sin lille Fortjeneste i Brændevin og tjærestærk Kaffe,
uagtet de, som de fortælle, have «Kjærring og fem eller sjau eller
ni Bodn, som sidde hime og sulte». Derfor kalder ogsaa
Vestlændingen dem «de store, vilde Austmenner» — og denne
Høflighed gjengjælder da «de Vilde» med: «Vi ville heller, naar galt er,
være fulde end fule, heller Drikkar end Læsar.»
En gammel Fisker i sin Baad laa i vor Vej. Havde det
været lidt dunkelt i Vejret, kunde vi gjerne have taget ham for en
Fjeldformation, saa graa og gammel og udslidt var baade han og
Baaden. «Fisk? Gamlen!» raabte den geskjæftige Per. Det likte
ikke den Gamle. «Eg inkje avlet Livet idag; fins inkje mejre
Raat i Sjøen.» «Hvorfor det?» spurgte Per igjen. «Inkje Fre at
faa for al Slags Styggadom.» Det fik Per paa sin Tallerken,
smadskede de to andre. Hvad nu Grunden er, saa klages her altid
paa Fisken, og vist er det, at naar undtages i Vaar- og
Sommerfisket, spises der neppe noget andet Sted saa lidet Fisk som langs
disse Søkyster.
Den gamle Mands Bedrift havde nok heller ikke gjort ham
rig. Nogle store Stene paa Stranden vare hans Baadnøst og en
Kasse saa stor som et gammeldags Slagbord hans Hus. Men
Lyngen groede frisk og grøn derover, og oppe paa en Sten havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
