Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rosendal. (John Paulsen. 1875)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sandsten fint udskaarne Portal over Borgporten. Den bærer
Rosenkrantzernes Skjoldmærke og disse store Ord: «Melius est
mori in libertate quam vivere in servitute», indhugget af Ludvig
Rosenkrantz for den kommende Efterslægt, der kritisk maa trække
paa Smilebaandet, naar den erfarer, at denne tilsyneladende saa
stolte, frihedselskende Sjæl siden — formodentlig fordi han kjedede
sig i sit landlige Exil — endte som «kongelig Stiftsbefalingsmand»
i Kristianssand.
Jeg betraadte det indre af Baroniet, og min elskværdige
Cicerone, en Ven af Huset, førte mig omkring allevegne. Vi vandrede
gjennem lange Gallerier, fra hvis mørke Vægge gamle Portræter
nikkede gravitetisk ned til os, og kom til Bibliotheket, der var
prydet med velkonserverede Familiebilleder og Familieerindringer,
saasom Vaaben, Ridderdragter osv. Efter derpaa at have passeret
en Række Sale, der vare udstyrede, ikke pragtfuldt, men værdigt,
i en enkel Smag, der lod de antike Prydelser fremtræde til sin
Fordel, beseet det «pompejanske Værelse» og beundret Thorvaldsens
Portrætstatue af Fyrstinde Bariatinska, forlod jeg Rosendal henimod
Aften. Den dejligste Juniaften! Luften var lyttende stille. Fossen
durede og klagede paa sin gamle, tungsindige Vis. Over de friske,
blomsterrige Marker laa en let, sølvhvid Taage, og brede, lysende
Klynger af hvide og violette Syrener duftede stærkt og sødt til alle
Sider.
Et Stykke fra Gaarden maatte jeg vende mig endnu engang
og se mig om. Ja, Borgens Beliggenhed kunde neppe være valgt
heldigere. Molderskins snehvide Hoved ludede i den dalende Sol
og bøjede sig ligesom værnende ned over den. Malmangernuten
nikkede fortroligt over fra den sydlige Kant. Løvskoven og Havens
fine Buskvæxter indhegnede den skinsygt som et fortryllet
Ridderpalads og gav dens jevne Former, formedelst Dulgtheden og
Fjernheden, et vist storladent og romantisk Anstrøg, og hist ude i
Forgrunden blaanede Fjorden stille og blank som et stort, straalende
Smil til Godnat.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
