Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Romsdalen. I. (G. Hartung. 1877)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tylvt efter hinanden følgende Fosse. Skummende bruser Vandet
ned fra Afsats til Afsats; kun naar man ser det paa Afstand og
fra det rette Synspunkt, træder det frem fra den mørke Fjeldvæg
som et bredt, sammenhængende Sølvbaand. Alt imellem glider det
ned ad den afglattede, skraa Fjeldvæg eller stemmer sig op paa et
Trin i Fjeldet og danner Hvirvler, som kaste sig tilbage i
Smaastrømme. Det er tildels temmelig besværligt, men i høj Grad
lønnende, at følge Randen af disse Fossefald nedover lige til den
sidste Afsats, der, som Vermedalsfossen par excellence, med sin brede
Vandmasse og de frem af denne ragende mørke Fjeldkanter allerede
fra den ligeoverfor liggende Landevej drager den Forbirejsendes
Blik til sig.
Vejret var truende, da jeg den næste Morgen forlod Ormeim,
og det styrtregnede, da jeg kom til det næste Skifte Flatmark.
Oppe i de mægtige, stejlt opadstigende Dalvægge trykkede Skyerne
sig stedse fastere sammen. De skummende Bække syntes at springe
ud af dem; fossende droge de sig lig Sølvtraade ned ad det mørke
Fjeld. Dybere og dybere havde Taagemasserne sænket sig; nu
hang de fra Væg til Væg som en dunkel, blygraa Baldakin,
udbredende en uhyggelig Skumring helt nede i Dalbunden. Ogsaa
denne Belysning havde sin Tiltrækningskraft, som den laa der over
Landskabet med den brusende Elv, de mørke Graner, det haarde
Fjeld i sin triste Stemning. Men vilde jeg se den berømte
Romsdal i dens hele Pragt, maatte jeg gjøre Stands her og vente paa
gunstigere Vejr. Nedenfor Gaarden spænder der sig her tvers over
Dalen en lav Bergmur, som Elven gjennembryder. Naar man
kommer ned til den, opløser Stenmuren sig i et Kaos af Blokke,
et Klippehav. Ubeskriveligt broget ligge de mægtige Brudstykker
optaarnede; en hel Del af dem ere hushøje, mange af Størrelse som
toetages Bygninger. Mos har bredt sig ud over dem, endog
Buske og smaa Furrutræer finder man hist og her; Tyttebær,
Bringebær og Jordbær rødme med modne Frugter. Det maa have
været et mægtigt Fjeldskred, som her bedækkede Marken i en
saadan Højde med sit Ras. Og det maa ogsaa være kommen ned
fra en vis Højde; thi mellem Urden og Dalvæggen ligger der et
frit Rum, over hvilket de mægtige Stykker have sat hen i vældige
Hop. Herigjennem fører den gamle Vej, og her er det ogsaa, tæt
ind til Raset, at Trækirken staar, midt paa en med frodigt Græs
bevoxet Kirkegaard, beskygget af prægtige, tykstammede gamle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
