Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Paa Knyken. (Vagn. 1868)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Vandet og dækker Halvdelen af dets Overflade, medens den anden
Halvdel ligger spejlblank i Solen. Opover Dalen strækker sig videre
en uhyre Is- og Snebræ. Isens mørkeblaa Farve skinner i
Sprækkerne imellem de hvide Sneflader. Øverst danner Dalen en
Indsænkning som en Gryde, hvori Sneen er styrtet ned fra de bratte
Fjeldsider og ligger graalig, blandet med Sten og Grus.
Dette er Midtpartiet, og rundt om ligge lignende Dale, fulde af
Sne og Is, der glitrer og lyser i Solstraalerne. Men Indfatningen,
Krandsen om det Hele, er endnu skjønnere, hvor de blaa, dristige
Fjeldtoppe springe frem, den ene bag den anden, og krandse
Horisonten. Det ser ud som et oprørt Hav, der pludselig er stivnet
med sine mægtige Bølgerygge og hvide Skumtoppe, der rejse sig,
den ene bag den anden, strækkende Hovedet saa højt de kunne,
og stirrende forstenede og kolde paa os.
Det er Fjeldplateauet mellem Surendalen og Sundalen, der
ligger nærmest foran os. De bratte og skarpe Sundalsfjelde
begrændse det; men endnu bagenfor det se vi Dovre og Snehættens
Top. Lige i Syd kunne vi kjende Romsdalshorns spidse Kegle og
Troldtinderne, der formedelst sin Stejlhed staa næsten snebare og
blaa blandt mange hvidklædte Kammerater.
Vende vi os om og se tilbage, have vi et ganske andet Syn.
Vel er der ogsaa her Fjelde; men de ere langtfra ikke saa vilde
og høje, og kun faa kunne prunke med enkelte Sneflækker. Under
os mod Vest have vi Surendals- og Stangviksfjordene, der nu ligge
stille og spejlblanke i Solen. Videre se vi ud over Fjorde og Øer,
og yderst i Horizonten blaaner en Stribe, der halvt gaar over i
Himmelens Blaa: det er Havet. Mod Nord se vi Surendalen strække
sig som en lang Sprække i Fjeldmassen.
Hvor Luften er frisk og ren heroppe paa Fjeldet! Man aander
saa let og føler sig saa fri, hævet over al Verdens Tummel, som
man i Virkeligheden heroppe er det. Man ser ned paa Verden
under sig og er selv — nærmere Himmelen.
Heroppe er det kun Vinden, der forstyrrer Ensomheden og
Stilheden; den jager her forbi paa sin lette Vinge, tumler sig om den
gamle Varde, boltrer sig i Lynget og hvisker de sidste Nyheder i dets
Øre. Her er Vinden stadig i Virksomhed, den lufter heroppe, om
det rundtom nedenfor er ganske stille. Nu er den mild som
Zefyren, og den klapper os paa Kinden, idet den stryger forbi. Men
Varden heroppe har seet den i andet Lune. Den ved at fortælle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
