Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fra Trænen. (P. Nikolaysen. 1873)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
bleven bortført af hende til hendes Hjem i Dybet, hvor Bryllupet
strax fejres. Her faar han saa gode Dage, at han aldrig kan ønske
sig dem bedre; men han er ikke glad, — thi han længes tilbage til
kristne Folk. Det eneste Middel for at faa ham tilbage er at tage
Kirkeklokken løs, det vil sige at ringe med den, indtil Havfruen
har bragt den bortførte tilbage, men man gjør det sjelden, da man
har erfaret, at den, man har tvunget Havfruen til at bringe tilbage,
har været tomset siden. Man lader heller Havfruen beholde, hvad
hun har faaet. En, der havde været hos Havfruen, fortalte, at
medens han var hos hende, hørte han en Dag, at man ringede
med Kirkeklokken. Havfruen gjorde sig haard i Førstningen; men
tilsidst blev det uudholdeligt for hende, og hun maatte afsted; men
mecf det samme hun slap ham, strøg hun ham med Haanden ned
over Panden og Ansigtet, og siden var det, som om Forstanden
var borte fra ham. Havmanden holder sig helst langt ude i Havet
og viser sig en eller anden Gang, naar et voldsomt Uvejr pludselig
er færdigt at bryde løs. Han skal ligne en Fisk nedenfor Beltet
og en Mand ovenfor. Sjelden ser man dog mere end Hovedet,
der i Størrelse har Lighed med en Egehalvtønde, der er sat paa
Ende paa Havet. Naar han vender paa sig, eller Vinden blæser,
flagrer hans rige Haar. Naar en erfaren Sømand ser Havmanden,
skjønner han strax, hvad det betyder; han drager op Dybsagnet,
hvor meget Fisk han end kjender, rejser Masten, sætter Styret for
og sejler iland. Men Uvejret kommer pludseligt; den ene Klo
maa sættes efter den anden, saalænge der er Klør i Sejlet, og man
priser sig lykkelig, om man naar Land. Endelig maa jeg nævne
Draugen. Han har altid noget ondskabsfuldt, hevngjerrigt og fælt
ved sig. Han holder sig helst i Nærheden af Landet, undertiden i
Fjæren, sjelden højere oppe. Det lugter fælt stygt af ham, og
Lugten kaldes Drauglugt. Naar han raaber om Nætterne, ligner
det Raabet af Mennesker, som ere i Fare. Ild er han forfærdelig
ræd for, og mere end en Gang har man jaget ham bort med
Ildbrande, naar han har ligget nede i Fjæren og raabt eller har holdt
paa at kaste løst Landtouget for Fartøjer, som har ligget i Havn.
Draugen viser sig undertiden i Skikkelse af en Mand uden Hoved,
i Skindstak og Skindbuxer; men undertiden lægger den sig nede i
Fjæren om Aftenerne og ser da ud som en hvid Sten. Ukyndige
Folk har mangen Gang banket Søvanterne paa dens Ryg. Men
med et ruller den ned over Fjærbakken, saa Morilden staar efter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
