Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
- Finnerne. I. (G. von Düben. 1873)
- Finnerne. II. (N. V. Stockfleth. 1860)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
formere sin arvede Ejendom, Hjorden, har Nomaden arbejdet, vaaget
og lidt og — levet, som Bonden for sin arvede Fædrenejord. Om
Sommeren sees han vistnok at vandre om paa Ishavets Strande;
men her — det ser man strax — er han kun en midlertidig
Vandringsmand; her er for ham intet blivende Ophold; her er ikke
Hjemmet; her indaander han ikke den friske, oplivende Fjeldluft.
Livet paa Strandbredderne mellem de paa Fiskehjellerne ophængte
døde, vindtørrede Fisk er ikke Livet mellem de muntre, livlige Rener
paa Fjeldene.»
*
II.
(Af N. V. Stockfleth.)[1]
Ivar Aslaksen, en velstaaende Fjeldfin, i hvis Telt jeg var taget
ind, var ikke saa gammel, men sygelig, og derfor forestod hans
ældste Søn Kogningen og Husholdningen. Da Rensbyerne vare
over en halv Mil fjernede fra Teltene, maatte de Ren, som
behøvedes til min Befordring, hentes Dagen før min Afrejse. Dyrene
bleve derfor samlede om Teltene. Midt iblandt dem vandrede Ivars
tvende voxne Sønner, hver med en lang Snor i Haanden, fulgte af
andre, som bare Tømmer. Iblandt den vrimlende Mangfoldighed
af saa mange Hundrede Ren skjelner en Fjeldfin allerede i
betydelig Afstand, med sit skarpe og øvede Øje, det ene Dyr fra det
andet og finder snart det, som han vil fange. Ikke mindre
Færdighed besidder hans Haand, som paa en Afstand af 15—20 Skridt,
ja længere, forstaar at udkaste Slyngen og fange det Dyr, han vil
have. Naar han udkaster Slyngen, er han tæt omringet af Dyrene,
over hvilke Slyngen nu farer hen. Idet det trufne Dyr føler sit
Hoved berørt af noget, løfter det Hovedet forskrækket i Vejret og
sætter afsted, hvorved det trækker Slyngen fastere til. Er det en
tam og rolig Ren, saa gjør den, rammet af Slyngen, ingen videre
betydelige Spring, men lader sig snart hel taalmodig lægge en Tømme
[1] N. V. Stockfleth. Dagbog over mine Missionsrejser i Finmarken. Kra. 1860. S. 60.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Sun Dec 10 20:32:40 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/norge80/0496.html
