Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Finnerne. II. (N. V. Stockfleth. 1860)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hvori de dog blive hindrede af Hundene, og slutte sig derfor endnu
tættere sammen. Paa hornløse Ren kommer ofte Slyngen om Dyrets
Hals, og det sætter da afsted, men styrter i samme Øjeblik kvalt
til Jorden ned i Sneen, hvor det med udstrakte Ben og livløst bliver
liggende. Uhindret og rolig, løser nu Finnen i al Hast Slyngen af
Halsen. Neppe begynder Dyret at aande igjen,, før det ogsaa i et
Spring atter er paa Benene, og sætter afsted ind iblandt de andre
Dyr, udbredende Bevægelse og Forvirring.
Tre Mile i vestlig Retning sad Øst- og Vestfinmarken den
Gang rigeste Fjeldfin, Per Banner. Hans Hjord ansloges til 8000
Dyr, som derfor maatte fordeles i to og tre mindre Afdelinger.
Da vi vare komne hans Telt en halv Mil nær, begyndte dybe og
talløse Renspor at vidne om, at her maatte være omkring en 3000
Dyr samlede, hvilket især antoges ved at se de Huller i Sneen, som
Renen, dels med Hornene, men dog nok fornemmelig med
Forbenene, sparker op for at komme til Mosen, der undertiden kan
være bedækket af indtil to, tre Alen høj Sne. Disse Huller vare
af en to Fods Dybde og mere, og af flere Fods Omfang. Over
alle disse Fordybninger og Forhøjninger flyver og hopper nu Pulken;
men den synker stundom saaledes med Spidsen ned i Hullet, at
Renen ikke altid er istand til at trække den op igjen. Med stærke
og hurtige Aandedrag, og med Tungen hængende langt ud af Halsen,
arbejder Renen paa at faa Pulken op igjen af Hullet, hvortil da
den Kjørende søger at bidrage, og naar dette da lykkes, sætter
Renen afsted, slyngende Pulken mod Træstubber, Isstykker, og hvad
det nu kan være, saa at det flere Gange bar overende baade med
min Forkjører og mig; men uden at vi faldt ud eller standsede i
Farten, fik vi Pulkene paa ret Kjøl igjen. Kun derved, at det blot
er en Rem, efter hvilken Pulken trækkes, viger den med Lethed
forbi en Træstub, et Isstykke osv., og dertil bidrager ogsaa Pulkens
kiledannede Form; ethvert anderledes indrettet Kjøre- eller Sæletøj
er aldeles uanvendeligt paa disse ubanede Veje. En Mængde af
de omstrejfende Dyr kom galloperende hen til os. Renerne, som
vi kjørte med, knejsede nu højt med Hovederne i Vejret, kastende
dem snart til den ene og snart til den anden Side, og ikkun med
den yderste Anstrengelse kunde vi hindre dem fra at følge deres
Kammerater.
Vi kom omsider til Per Banners Telt, og — forbi vare alle
mine Forhaabninger om et nogenlunde rummeligt og bekvemt Logi;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
