Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Et Besøg i en finmarsk Fællesgamme. (L. O. Follum. 1873)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
uheldige, efterat have naaet saalangt, at træffe den store «Fægryde»
i fuldt Brug, Gammen følgelig fuld af Røg, og skimtende derhenne
nogle med Gryden lige sorte Smaatuller ifærd med fortest mulig
at putte Birkekvist og Kvas indunder den, for at nære den rygende
og knitrende Flamme, da have vi været ret uheldige, saa vi have
kun Valget imellem at lægge os plat ned paa det lidet indbydende
Jordgulv, for ej at kvæles af Røgen, eller stryge tilbage hurtigst
mulig den samme Vej og paa samme Maade, hvorpaa vi kom ind.
De fleste ville nok foretrække det sidste Alternativ, thi hvordan
man end bærer sig ad, vil Røgen forvolde den Uvante ulidelig Svie
i Øjnene, selv om de lukkes krampagtigt til. Har desuden den
ophedede Grydes stinkende Indhold (gammelt Fiskeaffald m. m. —
den saakaldte «Løjping») begyndt at blande sig med Gammens sure
Røg, maa Lugte- og Aandedrætsredskaberne være ganske afstumpede,
om det var muligt at opholde sig her for den, der kun kjender at
færdes i frisk Luft.
Vi maa ikke tro, at disse «lokale Forhold» kun ere tilfældige
Hindringer, selv om Beboerne ved Vanens Magt ogsaa tage dem
for smaa Ulemper. Det skal erindres, at hver Dag maa Gammen
gjentagende opildes, hver Dag maa der «løjpes», og hver af de
lange Vinternætter holdes Gammens Aabninger vel tilstængte, for
at beholde Varmen længst muligt. Disse Jordhytter kunne desuden
være nok saa tætte.
Vi ville forudsætte paa vort Besøg at have klaret pent baade
Gammens rygende Scylla og lugtende Karybdis, til og med
«Fægryta», og uden at falde i «Ildmørja» midt paa Gulvet være komne,
snublende over mangt og meget, op til den øvre Ende, hvor
Hæderspladsen skal være, om forresten et saadant Sted findes
berettiget i dette Uføre.
Under denne lille Vandring have Øjnene vænnet sig til den
dæmpede Belysning, dette underlige Halvmørke derinde, hvori
Gjenstandene skimtes i dunkle, næsten mystiske Omrids. Ørerne have
maaske havt vanskeligere for at blive fortrolig med den sytende og
brægende Larm fra de sultne Dyr, hvis Opmærksomhed vaktes ved
vor Indtræden, rimeligvis med Instinktets Haab, at dette Fremmede
kunde bringe ogsaa for dem noget nyt — Føde for den tomme
Mave. Det ørerivende Opstyr fra den Kant tvang virkelig
Gammemor afsted efter en Næve Hø, der — trods dets mugne Udseende —
var et radikalt Middel til at gjøre alt tyst og stille.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
