Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - En Sejlads i Finmarken. (Skillingsmagasinet. 1869)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
uden at krydse. Dertil var Stormen for stærk; at ro sig frem var
umuligt, og nogen Landingsplads fandtes ikke. Den eneste Udvej
var nu at vende og atter søge op i Elven. Med Fare for at fyldes
blev Baaden vendt, og under tre Klør gik det nu østover. Var
Sejladsen i Fjorden farlig, saa var Opsejlingen gjennem
Elvemundingen endnu værre; thi her grundbrød Søen paa alle Banker, og
der var kun en dyb Rende, hvorigjennem man kunde komme op.
Men den ældste af Skydsfolkene havde sin hele Tid levet ved og
færdedes paa Elven. Han traadte nu op som Lods, og skjønt den
ene Styrtning efter den anden spillede paa begge Baadens Riper,
og flere Gange truede med at begrave den, lykkedes det den
dygtige Høvedsmand at holde den ret paa Søerne, og man kom heldig
gjennem Brændingerne; thi at man fik nogle Tønder Vands Tilskud
til, hvad man før havde inde, var ikke at regne for noget. Med
fire Klør i Sejlet gik det efter et kort Stands videre op gjennem
Elven; Hr. M. forlangte nemlig bestemt, at man skulde søge at
naa tilbage til Gulholmen. Tanaboen Kristoffer Larssen var
fremdeles Lods. Men det varede ikke længe, før han for Høvedsmanden
erklærede, at saa kjendt han var, vilde han ikke længere i Snefog
og Mørke staa inde for at finde den smale Rende, som bugter sig
mellem Sandbankerne, og han frasagde sig derfor et Ansvar, hvor
den ringeste Fejltagelse vilde koste Alles Liv.
Nu begyndte ogsaa M. at indse, i hvilket farligt Arbejde man
havde indladt sig, og med Rædsel betragtede han og alle den
frygtelige Sejllads under Brændinger paa alle Sider, hvorved
sandblandede Brækninger væltede sig over Baaden, og under Sne-Ilinger
saa tykke, at man ikke kunde se fra Stavn til Stavn. Liv eller
Død hang nu i et Haar. Endnu havde man Rum nok til at vende;
thi man havde endnu ikke naaet den smaleste Del af Renden. I
Baaden herskede en ængstelig Taushed, og kun Høvedsmandens
enkelte Kommandoord hørtes gjennem Stormen. Da gav M.s Angst
sig pludselig Luft i det Udraab: «Vi maa vende, Høvedsmand, eller
vi forgaar». «For sent, for sent», svarede denne, «skjønt Gud skal
vide, det ser stygt nokud». «Vend, for Guds Skyld vend, Mand!»
gjentog M., som sad ved Høvedsmandens Side, «den visse Død
ligger forud». «Liv eller Død staar i Guds Haand, og vanskeligt
er det nu at vælge; men jeg vil endnu engang føje Dem; Gud give,
jeg aldrig havde gjort det.» I et Nu var Sejlet nede, endnu en
Klo sat til, Roret lagt i Læ og Sejlet atter hejset for med samme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
