Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Finmarkens Fiskerier. (Aftonbladet. 1871)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hvert Aar tilbage til Finland, for at der at opbruge sin Fortjeneste
til Familiens Underhold. Nogle vandre hjem igjen allerede i Juli
strax efter Loddefiskets Slut, andre i September, naar Sejfisket er
forbi, nogle endelig blive til Vinterføret, da de kjøre tilbage med
Rener. Fra Østfinmarken gaa de den vanligste Vej om
Syd-Varanger og Enare opad Ivalajok over Fjeldryggen til et af de
Vasdrag, som udmunde i den botniske Vik. Disse Arbejdere komme
da tilbage igjen i Slutningen af Marts. Det samme er Tilfældet
med den anden Hovedstrøm af finsk Indvandring, som gaar ned ad
Alten-Elv til Vest-Finmarken og Hammerfest. Der gaar ogsaa en
mindre stærk Strøm mellem disse nedad Tana-Elvens Flodleje, og
endelig en aller vestligst til Tromsø. Det er altsaa forsaavidt en
Arbejderbevægelse for at udføre Sø-Aannens Værk, ganske lig de
Høstarbejderes, som i de agerdyrkende Lande vandre omkring for
at indbjerge Kornet og Høet.» At de i fortrinlig Grad ere skikkede
til dette Arbejde, derom synes alle at være enige. Allerede for et
Par Decennier siden ytrede den senere engelske Generalkonsul i
Kristiania, Mr. Crowe, dengang Disponent ved Kaafjordens
Kobberværk i Alten, at «det er en uimodsigelig Kjendsgjerning, at intet
Foretagende, som er afhængigt af Haandarbejde, kan drives i
Finmarken med noget Held uden ved Hjælp af Kvænerne, det være
sig Bergværksdrift, Spitsbergensfangst eller Bankfiskeri, og det
ikke alene paa Grund af Kvænernes Virksomhedsaand og
Industri, men ogsaa paa Grund af deres Tarvelighed og
Sparsommelighed, som gjør det muligt for dem at arbejde for ringere
Betaling end de norske Indfødte.» Og endnu i 1866 udtaler
Storthingets Protokolkomite i en Henvendelse til Regjeringen, at «de
indvandrende Kvæner, der fordetmeste ere arbejdsdygtige Folk i deres
bedste Alder, udgjør ikke alene en i sig selv ønskelig og
nødvendig Forøgelse af Arbejdskraften, til Udnyttelse af de ellers mindre
vel benyttede Næringskilder; men de danne tillige en Drivkraft, et
i visse Maader belivende Element for den øvrige Befolkning, der
uden denne Konkurrence sandsynligvis vilde synke endnu lavere ned
i social Henseende, — baade i Villighed og Dygtighed til Arbejde
og i Anvendelsen af dette Udbytte.» Ja, Protokolkomiteen udtaler
ligefrem, at «som Forholdet nu er, viger Nordmanden for Kvænen.
Naar saaledes Kvænerne i Vadsø bo i egne Forstæder eller, som
det heder, Byer, er det ingenlunde deres Følelse af egen
Underlegenhed eller en herskende Stammes Ringeagt, som har frem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
