Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Norge under Foreningen med Danmark [153 7 —181 4], 25
Kongehuset var det sikkreste Baand mellem begge Riger;
c* oo r> 7
men for at bevare det maatte man ogsaa behandle dem
varsomt. Regjeringen maatte finde det magtpaaliggende
at sørge for at dens Embedsmænd ikke forurettede en
Almue , hvis Troskab var af saamegen Vigtighed og hvis
Misfornøjelse kunde blive saa farlig eller idetmindste
berede saamange Vanskeligheder. Af denne Grund stod og-
O O O
saa Adgangen til Thronen stedse aaben for de Norske
~ o
Bønder, naar de havde noget at besvære sig over, og dette
gjælder navnlig Tidsrummet efter Souverainitetens
Indførelse. Tilforn bleve de som oftest henviste til Herredagen
med sine Klagemaal; men her var det paa Grund af
Sagernes Mængde og Herredagenes korte Sam men vær ofte
vanskeligt at faae sit Andragende fremmet, hvorfor
Bønderne nødtes til at tage sig selv til Rette. Stundom
hændte det vel ogsaa dengang, at de rejste til Kjøbenhavn
og søgte Kongens Hjælp mod Lehnsmændene eller deres
Fogder; men det var dog meget sjeldnere end det blev i
den følgende Tid, hvilket udentvivl for en ikke ringe Deel
o ’ O
havde sin Grund deri, at Bønderne, saa liden Indsigt de
end havde i alt hvad der angik Statsstyreisen, neppe vare
ganske uvidende om, at Kongen ikke havde fuld
Myndighed til at raade saaledes som han selv fandt for çodt.
Efter 1660 derimod, da egenmægtige Rigsraader og Lehns-
’ O o ~ c?
herrer ikke længer kunde stille sig imellem, maatte det
synes dem at være det bedste Raad, naar de bleve
forurettede af sine Embedsmænd eller trykkede ved haarde
Skatter, at tage Vejen til Kjøbenhavn og underrette
Kongen om, hvorledes hans og Landets Børn bleve ilde
medhandlede: det kunde jo umuligt være overeensstemmende
med hans Villje og nu havde han tillige faaet Evne til at
raade Bod derpaa. Som oftest blev deres Fortrøstning om
at udrette noget paa denne Maade heller ikke skuffet.
Det hændte sjeldent, at de bleve bortviste med sine
Klagemaal, naar de kom for at tale med „han Faer", som de
plejede at udtrykke sig eller at de ikke opnaaede, hvad de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
