Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Norge under Foreningen med Danmark [153 7 —1814]. 33
derimod, neppe hørte til de sjeldne Tilfælde, saa blev dog
det Væsentlige opnaaet: Enhver, selv den ringeste, kunde
uhindret komme til sin Ret, naar han søgte den, Loven
blev holdt i Agt og Ære, og der blev sørget tilstrækkeligt
for Dommernes og Domstolenes Uafhængighed*). — Det
sidste Afsnit af det her omhandlede Tidsrum udmerker sig
ved store Fremskridt i Hensyn til Lovgivningen, der
skyldes flere ypperlige Retslærde, men fremfor Alle Christian
Colbjørnsen. De af Colbjørnsen udarbejdede tvende
vigtige Lovarbejder, om Forligelseskommissiöner (10 Juli 1795)
og om Rettens vedbørlige og hurtige Pleje (3 Juni 1796)
have reformeret vor Proceslovgivning, og ere, saavel hvad
praktisk Værd, som klar og let overskuelig Fremstilling
angaaer, anerkjendte som Mesterverker. Loven om
Forli-gelseskommissioner bidrog væsentlig til at formindske de
mange unødvendige og kostbare Retstrætter, som tilforn
fandt Sted, og maatte forsaavidt endog have størst
Betydning for Norge, da, idetmindste efter Pontoppidans**) og
andre ældre Forfatteres Skildring, Processygen i høj Grad
grasserede hos den Norske Almue, en Følge af dens mere
*) Medens fremmed Indblanding i og Indflydelse paa
Rettens Gang hørte til det Sedvanlige i Danmark, har man,
efter Souverainitetens Indførelse, vistnok meget faae
Exempler paa, at saadant har fundet Sted i Norge.
Slots-loven paa Akershus (1704—1722) maatte et Par Gange
irettesættes, fordi den ved sine Resolutioner søgte at hindre
Rettens Gang; af nogle Rescripter (2 5 Juni og 2 7 Aug.
1712, 2 7 April 1716, löOctober 1 7 34) til
Stiftsbefalings-manden i Bergen, Amtmændene i Stavanger og Bratsberg,
vil det sees, at ogsaa disse Embedsmænd har gjort sig
skyldig i noget Lignende, hvorfor de maatte paamindes om
„at lade Justitien have sit frie Løb". Men dette var dog
Undtagelser, og i Regelen blev Grænsen mellem den
dømmende og udøvende Myndighed nøje overholdt.
**) Norges naturlige Historie II. 404.
3
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
