Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
164
I. K. Sars.
Bondens aflukkede Liv og ’hans stolte Uafhængighed
bevarede hos ham saagodtsom uforvansket det Nationale i Sprog
og Sæder. Men Bonden er først og fremst Bygdepatriot,
og allermindst synes der at kunne have været levnet
national Bevidsthed hos ham, efterat Norge i Aarhundreder
havde været opløst som Ståt, efterat i Aarhundreder ingen
sterke Fælledsinstitutioner, ingen store Fælledsanliggender
havde ledet Blikket ud over Bygdelagets snevre Grændser*).
Det var alene hos de høiere Samfundsclasser, at en bevidst
Nationalaand kunde tænkes mulig, fordi denne forudsetter et
Fælledsskab i Cultur, i politiske og commercielle Interesser, i
literair Smag, i historiske Minder, der maatte være fremmed for
Almuen. Men det er allerede tilstrekkelig bleven oplyst, hvor
lidet udviklede og hvor løst forbundne med det üvrige Folk
de høiere Samfundsclasser i Norge vare i den förste Deel
*) Det korn navnlig under Syvaarskrigen tilsyne, hvor ganske d3
enkelte Bygdelag havde isoleret sig, og hvor lidet
Forestillingen om et fælleds Fædreland havde at betyde hos Almuen.
Da Svenskerne vare faldne ind i Landet, og der skete
almindeligt Opbud for at hindre deres Fremgang, viiste Bønderne
sig overalt ganske uvillige ti) at forlade sine Hjembygder og
vilde kun indlade sig paa at forsvare disse. Valderserne, hvis
afsidesliggende Dalføre ikke var udsat for nogen Fare af det
fiendtlige Indfald, sluttede ikke destomindre en formelig
Separatfred med Svenskerne, ved hvilken de forpligtede sig til at
udlevere hvad der var bleven dem tilsendt af
Krigsfornøden-heder og at sidde stille, saalænge Krigen varede. De søgte
senere i en Skrivelse til Lehnsherren paa Akershuus at
undskylde denne deres Fremgangsmaade, idet de anførte, at
Nøden stundom n aa gaae foran Loven. „Sanct Peder vart
ali-geuel trofast endog han ledt skremme sig eingang at forneckte
sin herre; szao sige och wore lærefædre her hos oss, at oss
bor icke at ackte pao saodanne fortuangne løfl’ter." (Langes
haandskr. Samll.).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
