Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 7 —
lig er at merke, at Norge hadde sin
selvstændige, helt nationale hær (grundlagt 1641), hvis
historie vi mener at kunne se tilbage på med
tilfredshed, og som også stod sin prøve, da
begivenhederne i det 19de århundredes begynr
delse påkaldte dens medvirkning.
Sverige udvikled sig under sit nationale
kongedømme til en magt af rang. Under Gustaf
Adolf kom det til at spille en betydningsfuld
rolle i Europas historie, under den tapre Karl
XII kunde det binde an med den stormagt, som
raskt udvikled sig ved dets østlige grænse, og
det hævded sin stilling som Østersjøens
behersker. Med sit herredømme over Pommern
og store dele af østersjøprovinserne i syd, og
Finland i øst, var det en stormagt; og denne
magt var truende særlig for de to andre
nordiske folk. Sverige måtte naturlig komme til
at stille sig det mål at bli eneherre på den
skandinaviske halvø. En kjendt svensk forfatter1
erkjender, «at Norge gjennem århundreder
udgjorde formålet for vore store kongers politik,» —
at det vakte det svenske folks «lystnad», og at
besiddelsen af Norge efter Finlands tab (1809)
betragtedes som nødvendig for opretholdelsen
af Sveriges fremtidige tryghed og selvstændighed.
Gang på gang rakte Sverige hånden ud efter
Norge, men de svenske våben har ikke hat
held med sig, såsnart de kom over den norske
1 S c h inke 1-Bergm an, «Minnen>, bd. VI, s. 31—32.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
