Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 18 —
til at gjøre nordmændene nogen indrømmelser
(faire des sacrifices), så kan man jo altid siden
ta dem tilbage» (que l’ort pourra ref air e ä une
autre diéte).1 I lys af dette dobbeltspil må det
vel også sees, at Karl Johan afviste det
mæglingsforsøg, som gjordes af de af ham selv til
hjælp indkaldte stormagts-kommissærer for
England, Rusland, Østerrige, og Preussen. Det kan
vel ingen tvil være om, at foruden de
vanskeligheder som et fortsat felttog vilde budt, var
det også stormagternes holdning, som
fremkaldte unionstilbudet, og gav det sit stempel af
en forening mellem to selvstændige og
ligestillede folk, hvilket var det eneste, nordmændene
fandt at kunne gå ind på.
De indledede underhandlinger førte til en
våbenstilstand og en konvention afsluttet i
Moss 14 august 1814, mellem kronprins Karl
Johan i den svenske konges navn og den norske
regjering, om at forhandle om indgåelse af en
forening mellem Norge og Sverige. Norges konge
Kristian Fredrik forpligted sig — efter
konventionens ordlyd — til straks «på den i den
bestående forfatning foreskrevne måde» at
sammenkalde «kongeriget Norges storting», med
hvilket den svenske konges kommissærer direkte
skulde forhandle. Kristian Fredrik erklæred
sig villig til efter stortingets sammentræde at
nedlægge den udøvende magt i nationens
hænder og at forlade landet. På den anden side
1 Troll e-W a c h t m e i s t e r, a. st. s. 12.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
