Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 33 —
vige tilbage for vold, hvis stortinget ikke overtog
en del af den ovenfor nævnte danske statsgjæld.
Dette hadde imidlertid stortinget allerede gjort,
da det usandfærdige anklageskrift mod Norge
blev oversendt stormagterne gjennem «vore»
gesandter.
Skrivelsen begyndte med i høie toner at
rose Karl Johans ædelmodighed ved at «skjænket
Norge en fri forfatning tiltrods for, at han ved
sin «seir» hadde bragt nordmændene tilbage
til «pligt og fornuft». Den ædelmodige konge
hadde ikke været blind for den norske
grundlovs «feil», men han håbed at tiden vilde reite
på dem. Sverige og kongen hadde også fundet
sig i det norske stortings og den norske presses
senere udskeielser, og i dem ikke villet se «andet
end vildfarelser at rette, ikke fornærmelser at
straffe». Imidlertid heder det videre:
«En rus, som har begyndt at sprede
sig, og som kan blive smitsom, om den
faar udbrede sig uhindret, har bemægtiget
sig nogle rænkesmede og fra dem meddelt
sig til en meget lidet oplyst majoritet . . .
Hvis de i Europa almindeligt erkjendte og
antagne grundsætninger miskjendes, om
tilliden til høitidelig afsluttede traktater
tilintetgjøres, oin statsmagternes ligevegt og alle
konstitutionelle former tilsidesættes af den
lovgivende myndighed, da må kongen være
undskyldt for sin samvittighed og Europa, om han
beslutter at beskytte den store masses interesser
3 — Norge og foreningen med Sverige.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
