Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 47 —
Da spørsmålet er af så stor betydning skal
jeg i det følgende søge at gi en kort fremstilling
af dets historie og udvikling.
Både Sveriges og Norges grundlove stilied
oprindelig kongen meget frit overfor ledelsen af
de udenrigske anliggender, i Norge var hans
stilling i denne henseende endnu friere end i
Sverige. Den norske grundlov har overlat disse
sagers ledelse til kongen personlig, han kan la
dem behandle på den måde, som synes ham
tjenligst, og han kan til sin bistand endog benytte
sig af andre end ansvarlige norske rådgivere, idet
det udtrykkelig udtales at diplomatiske sager
und-tas fra nødvendigheden af foredrag i statsrådet.
Med denne ret har den norske konge ligefra
foreningens indgåelse lat den svenske
udenrigsminister vareta også Norges udenrigske
anliggender1, og har anvendt fælles gesandter for
begge riger. Men denne svenske minister er
1 Som af rigsadvokat B. Getz fremholdt («Norges
folkeretlige stilling og statsforfatning» i Norge i det
Nittende Århundrede, Kristiania 1900, bd. I, s. 175),
er forholdet på dette punkt i den norsk-svenske union
ganske det samme, som det var i den østerrigsk-ungarske
indtil nyordningen af 1867, idet indtil da ogsaa efter
ungarsk ret udenrigsstyret var kongens rent personlige
domæne, og denne benytted sig heraf til for begge
riger at la de udenrigske sager besørge véd en
østerrigsk minister. For at undgå misforståelse bør
kanske samtidig fremhæves at unionen mellem Norge
og Sverige aldrig har været af samme intime
natur, med så meget fællesskab, som den
østerrigsk-ungarske.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
