Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 51 —
det søgte isteden at tilveiebringe en mer tålelig
ordning ved loyal forhandling med det andet
land, hvilket dog mislykkedes. Deri kan mange
se en svaghed; men vi kan ialfald ikke
bebreides at ha været hensynsløse, vi har her,
som ofte tidligere, vist en kanske overdreven
grad af tålmodighed.
Nordmændenes foreløbige bestræbelser i og
efter 1885 gik ud på at få forbedret det
frembragte ulige forhold i det ministerielle råd (af 3
svenske medlemmer og 1 norsk medlem). At
dette var rimeligt, indså også svenskerne, og de
fremsatte forslag til forbedring, som imidlertid
var uantagelige fra norsk side. Ved
forhandlinger i 1885—1886 søgte de nemlig at få den
svenske udenrigsminister udtrykkelig fastslåt
også som unionens og Norges. Et nyt forsøg i
1891 stranded på at den svenske regjering
led-saged visse indrømmelser med den før nævnte,
og efter norsk mening, ytterst krænkende
protokoltilførsel, hvori udtaltes, at «hverken rigsakten
eller nogen anden unionel lov indrømmer Norge
delagtighed i de ministerielle (d. e. diplomatiske)
sagers behandling».
Allerede før denne tid hadde to forskjellige
unionskomiteer søgt at ordne bl. a. dette samme
vanskelige spørsmål. Den første norsk-svenske
komites forslag (af 1844) førte til intet, idet det
blev henlagt af den svenske regjering. Den
anden unionskomites (1865—1867) forslag
forkastedes af stortinget (1871) med overvældende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
