Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 69 —
slag var særkonsulernes forhold til
udenrigsstyret og gesandtskaberne reguleret ved en række
af bestemmelser. Således om ubetinget pligt for
særkonsulerne i sager, som har antat eller
for-udsees at ville anta en diplomatisk karakter,
til at efterkomme forespørgsler og anmodninger
fra udenrigsministeren; om at konsul i det land,
hvor han er ansat, som regel ikke må træde i
forbindelse med statens centralmyndigheder,
navnlig ikke med det fremmede udenrigsstyre,
kort sagt regler, som strengt begrænser
konsulernes virksomhed, samtidig med, at kontrollen
med dem henlægges til norsk myndighed.
Den svenske regjering undgik i længere tid
direkte besvarelse af dette forslag, men i
mellemtiden blev ved den svenske ministerchefs
optræden, forhandlingernes ophavsmand og egentlige
bærer fra svensk side, udenrigsminister
Lager-li eim, tvunget til at ta afsked. Derefter tog
premierministeren, B o s t r ö m, forhandlingerne
i sin hånd, og fremkom endelig i november 1904,
et halvt år efter det norske forslag var fremsat,
med en fremstilling af forskjellige grundprinciper
for de nævnte love. Han opstilled her
pludselig en række krav, som stod i bestemt strid med
den trufne aftale. I sit svar herpå til den
svenske regjerings chef (af 26 november 1904)
udtalte den norske statsminister, dr. juris
Hagerup, om et af disse krav, at det vilde «efter
almindelige stats- og folkeretlige principer påtrykke
Norge et lydrigestempel» — og «i national hen-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
