Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
LERFALD, ELVEBRUD OG UDVASKNINGER I I.Eli.
107
vecl raset. Ora sterk svovellugt berettes videre fra lerfaldet ved
Leiraaniia i 18H4, ved Braagaardene, ved Eggen i Byneset 1852.
Ved Tillert’aldet i Klæbu i 181b var der sterk svovlstank.
Den svovllugt, som her omtales, er vistnok lugten af en
gasart eller gasarter, der har anledning til at udvikle sig i det
vandholdige ler. Hvor der er vand, svovlsure salte eller
svovlmetaller tilstede samt organisk substans, der udvikles det
ildelugtende svovlvandstof, og det er derfor vel tænkeligt, at vand
fra myrer, som søger ned i leret, kan udvikle svovlvandstof paa
bekostning af de i leret værende svovlforbindelser, og ved
lermassernes voldsomme bevægelse kommer vandet med de opløste
gasarter i dagen og stinker.
Tvivlsomme turde beretningerne om ild og lue være. Det heder
fra Til lerfaldet i 181b, at der fra et myrhul hortes et dumpt
knald som af et kanonskud, der ledsagedes af rodgul lue; andre
steder heder det blaa lue og tyk rog, som fyldte luften med
svovlstank. Ligesaa heder det fra Frøianfaldet i Stjørdalen i
1893, at der fulgte lyn og lysglimt med udrasningen. Det heder
hos Schive, der i sine «Undersøgelser over Vormen og Glommen»
omtaler og beskriver en række lerfald, at «øienvidner til
Tiller-faldet ved Nidelven ovenfor Trondhjem og til Rakkestadfaldet
vilde have bemærket blaa flammer over jorden, førend faldene
er udgaaede». .
Beretningerne fra dem, der har været øienvidner til lerfald
-eller seilet afsted med samme, begynder sædvanligvis med, at de
ser eller mærker, at huset synker eller glider, det knager og
brager til alle kanter; lerfaldet gaar mad en gang uden noget
varsel.
Dette er dog ikke saaledes at forstaa, at det hele lerfald
gaar absolut samtidig. Der er flere eksempler paa, at der har
været tid til om natten at vække beboere af de huse,’som senere
gaar med i skredene, om end med nød og neppe. Sandsynligvis
er det saa, at naar det øvre jordsmon mister sit underlag, derved
at leret flyder ud, saa sker faldet hurtig, men nogen tid behøver
dog leret til at flyde ud; de øvre jordlag falder i regelen hurtig
ned i flag, som skaarne over af en hakkelsmaskine, for at bruge
et billede fra et øienvidne ved lerfaldet ved Haugan i Vuku.
Det hænder ogsaa, at det hele ras ikke gaar med engang, men
i afdelinger, og da ofte med saavidt lange mellemrum, at beboerne
paa dele af de udglidende stykker faar tid til at redde sig.
Den fart, hvormed skogen, husene og folkene seiler afsted
under et lerfald, er ofte særdeles betydelig. De seiler saa fort
som det hurtigste jernbanetog, heder det til sine tider, eller ingen
kan kjøre saa fort.
Lerfaldenes geografiske udbredelse er betinget af bergarternes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
