Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
4(542
NORDRE TRONDHJEMS AMT.
Efter de senere jagtlove af 4de august 1845, 28de september
1857 og 20de mai 1899 har elgen stadig udbredt sig; der fandtes
i 1904 elg over et tredobbelt saa stort areal som i 1875.
Det har hændt, at elg er svømmet over til Ytterøen.
Elgen er ikke noget stationært dyr, men trækker snart hist,
snart her. Høsten 1896 var der saaledes ingen elg at opdage i
Landegod statsskog, medens den kort tid efter optraadte ganske
talrig sammesteds. Om vinteren findes der neppe en elg øverst
i Namsen ålmenning, medens den er ganske talrig i Harran og
Grong.
Forstmændene klager haardt over den skade, som dyret
anretter paa furuskogen, hvor det faar formere sig under saa gunstige
betingelser som i Namdalen, og ønsker, at der bør træffes
forholdsregler til en indskrænkning af elgbestanden. Dette er vanskeligt,
saalænge elgjagten i Namdalen væsentlig drives af udenlandske
sportsjægere, som ugjerne skyder elgkjør.
Det er ikke de offentlige eiendomme, som faar undgjælde
værst; thi i snevintre tyr elgen fra vidderne inde i fjeldet til de
lunere dalstrøg; det hører til dagens orden at træffe elgen paa
landeveien. Den liker ikke at pløie den dybe sne; enslige personer
maa gaa af veien for den. Der er eksempler paa, at elgen hellere
sætter sig til modværge, end den gaar af veien. I Kolvereid kom
i 1904 12 elge lige over gaardstunet.
Hvis elgbestanden øger, som den tilsyneladende har gjort de
senere aar, bør den saa langt fra yderligere fredes, at man hellere
burde frigive jagten, heder det i indberetning af 1904; thi det
ser nærmest ud, som om et begrændset antal fældte dyr ikke er
tilstrækkeligt til at holde ligevægten.
Alle anstrengelser for et forbedret skogbrug tilintetgjøres ved
odelæggelse af den villig fremspirende ungskog; hvor herjingerne
er værst, skal man lede for at finde uskadede planter.
Om elgen og dens ødelæggelse af ungfuruer skriver
forstmester Martens i 1888:
«For 20 aar siden (det vil sige omkring 1863) fandtes i
skogene i Inderoen fogderi næsten ikke elg; det hændte, at enkelte
dyr kunde streife indom oppe i fjeldtrakterne, men dog sjelden.
I aarene 1870—77 var der hyppigere spor af elg, og enkelte
dyr tog fast stand i bestemte trakter, helst afsides og i
strækninger, hvor løvskog var forherskende. I dette tidsrum kunde
ikke nævneværdig skade iagttages; vistnok odelagdes rognen ved
topbid og barkflækning, men dette træ havde liden værdi, og om
moderstammen blev ødelagt, skjod der op nye spirer fra roden;
skaden var derfor ikke større, end at et saa ædelt vildt som
elgen gav fuld erstatning. Efter aaret 1877 har imidlertid elgen
stadig formeret sig og samtidig udbredt sig fra høifjeldstrakterne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
