Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HUSFLID OG INDUSTRI.
1)21
Fra gammel tid søgte nordlændingerne ind til Namsen for
at hente trælast. Øerne og de ytre fjordstrækninger i Nordland
og i Finmarken var uden skog. Især paa reiserne fra de store
stevner fra Bergen seilede nordlændingernes jægter ind Namsen
efter bygningstømmer, raaved og æser samt ogsaa lidt sagtømmer.
Skurlast var i ældre tid ikke at faa, da man ikke kjendte
sag-brug; skaaren last fremstilledes ved hjælp af haandsag og endnu
tidligere ved at kløve tømmeret. Kløvningerne blev tilhugget til
bord og planker i primitiv form. Først langt ud i det 17de
aarhundrede kom de saakaldte fossesage i brug, og der kunde
leveres endel bord og planker. De sædvanlige lastepladse for de
mange jægter, var Spillumsviken, Storviken, Braaholmen (Namsos
og Høiknes. Nordlændingerne handlede i regelen direkte med
bønderne, som var skogeiere. Efterat sagbrugene i anden halvdel
af 17de aarhundrede byggedes, var disse i længere tid privilegerede.
I Værdalen dannedes allerede i slutten af det 17de og især fra
begyndelsen af 18de aarhundrede tiere saakaldte proprietærgods her.
Hvert af disse skulde have et eller flere sagbrug, men disse flk
godseierne ikke tilladelse til at anlægge og drive uden efter
bevilling. Ved flere forordninger søgte man at hindre, at skogen
blev aldeles udhugget. Den sterke udførsel af trælast fra vort
land sammen med et stort kulforbrug ved bergværkerne og
skog-brande bevirkede nemlig en formindskelse af skogene, og
regjeringen søgte ved flere forbud at beskytte skogen. To af de
vigtigste af disse forordninger var de kongelige forordninger af 12te
mai 1683 og 6te september 1688, hvori bl. a. forbydes hugst af
smaalast og undermaalstømmer; intet sagbrug til skjæring af
trælast til salg tillodes uden kongelig bevilling. For hvert brug
skulde fastsættes, hvor mange bord der aarlig kunde skjæres, og
hvor meget tømmer der aarlig kunde kjøbes i de tilstødende
skoge; ingen flk lov at befatte sig med tømmerhandel, som
ikke var sageier. Disse bestemmelser kom i det væsentlige til at
gjælde lige til 1795, da skogeierne flk fuld raadighed over sine
skoge, hvorimod bestemmelsen om kongelig bevilling for at kunne
drive sagbrug blev gjældende, men der fastsattes ikke, hvor meget
der aarlig kunde skjæres ved hvert brug. Først i 1860 blev
sagskuren fri.
De ved kongelig bevilling tilladte brug i Værdalen var ikke
faa, over 20. Nogle af disse brug og tildels det kvantum bord, som
kunde skjæres ved bruget, er kjendt. Det var for Auglens, Høisjøs,
Greens, Svarthovds, Ramsaas, Haukaas, Leklems, Stormoens 5 280
bord, Liens 2000 bord, Tromsdals 18 000 bord, Rindens, Skreves,
Ulvilds, Hjeldes, Bjørkens, Lunds 3 200 bord, Levrings 2 000 bord,
Longdals, Nederholmens (Dillan) 4 000 borcl, Vangstads 2 000
Vjord, Fosnesets (vistnok ogsaa kaldt Østre Grunnfoss) 8 784 bord
40 — Nordre Trondhjems amt I.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
