Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BEFOLKNING.
717
grød. Suppen, der serveredes i en ny træskaal, var fortrinlig,
men meget kunde man ikke spise af den, for man var mæt.
Osten er fed kost; til dens fordoielse trænges nok finnemave.
Finnekvindernes maleriske høitidsdragt bestod af et kort, til
knæerne rækkende skjørt med broget pynt, et tætsluttende liv og
et belte, rigt besat med sølvspænder; benene var omviklede med
fint tilberedte skind af renkalv.
Antallet af ren, som blev drevet sammen, anslog Martens til
henimod 3 000, men at faa besked om tallet var umuligt, thi
finnerne troede, at det bragte ulykke for renen, dersom de oplyste
fremmede om, hvor mange de eiede. Hele flokken dreves ind i
en indhegning, og alle, baade store og smaa, hjalp til, naar
der skulde melkes; ved slynger, der behændig kastedes over
hornene, fangedes den gjenstridige ren.
Finnerne havde fra gammel tid bygslet store strækninger af
staten, hvor de havde ligget med sine ren ; disse var nu beboede
og for en stor del solgt til de fastboende bønder.
Den største del af aaret opholdt finnerne sig paa hoifjeldet.
men den strengeste tid af vinteren og om vaaren søgte de ly i
dalene; bønderne klagede over den skade, renen gjør paa
sætervoldene og fjeldslaatterne.
Det er vanskeligt at beskytte de fastboendes høstakker, som
renen snart ødelægger; lugter den det græs, som den holder af,
anfalder den høstakkerne og spreder høet til alle kanter.
Det er den samme klage, som lyder overalt, hvor nomaden
og den fastboende støder sammen.
I 1863 synes en fastboende fin paa Arvaslien at have
indrettet sig nogenlunde som i fællesgammerne i Finmarken.
Arvaslien, som ligger i Lierne nær den svenske grændse,
beboedes i 1863 af en fin, sorti havde dyrket pladsen og ernærede
sig ved jordbrug og tildels endnu drev sit nomadeliv.
Der var ét hus; det indeholdt alle de bekvemmeligheder,
som finnen og hans familie samt buskap trængte til. Efter en
forgang, som tjente til stabbur, høbod, vedskur m. ni., fulgte en
liden stue, der var husets beboelsesrum. Stuen havde tre vægge,
den fjerde dannede indgangen til fjøset. Dyr og mennesker
levede her, som det syntes, i naturtilstand; to sauer gik fornoiet
omkring i stuen, gjetebukken laa i sengen, og koen stod og gloede
fra fjøsrummet.
Skjønt finnerne i det hele ialfald tidligere ikke var et
synderlig agtet eller afholdt folkefærd, er der dog tegn til, at de
var gjenstand for medfølelse, da folk syntes, at de havde det
ondt. Der er saaledes et gammelt vers fra Sparbu, som lyder
saaledes:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
