Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BEFOLKNING.
727
dede ligene ud og satte dør og dørkarm til stuen paa sin plads,
thi alt det havde hun revet løs, da hun løb ud. De sov da
resten af natten. Da det blev tyst, stod de op og spiste først
frokost; da de havde spist, sagde Arnljot: «Nu skal vi skilles
her; I skal nu reise efter den vei, som kjobmændene har brudt,
da de kom hid igaar; jeg vil søge efter mit spyd. Til lon for
mit stræv vil jeg have det, som er værd at have av det gods,
som kjobmændene eiede. Du Thorodd skal hilse kong Olav fra
mig og sige, at han er den mand, jeg allerhelst vilde træffe; men
han er vel lige glad med min hilsen.» Han tog op sølvfadet,
tørrede af det med dugen og sagde: Giv dette fad til kongen
og sig, at det er min hilsen.» Saa lagede de sig alle til at reise
og skiltes. Thorodd drog afsted med sin ledsager og den
kjøbmand, som var undkommet. Thorodd reiste, til han traf kong
Olav i Nidaros, fortalte om sin færd, bragte ham Arnljots hilsen
og gav ham sølvfadet.
Arnljot Gelline, hvis tilværelse som historisk person vel er
tvivlsom, er i Jemtelandssagnet blevet en jætte, hvortil der var al
grund, da et almindeligt menneske ikke kau gaa fort med to
mand bag paa skiene. Sagnet har da forøget antallet til seks,
som bares paa skuldrene. Ellers er overensstemmelsen mellem
sagnet i sagaerne og i Jemtelandssagnet saa stort, at der vel
neppe er tvivl om, at det er selve sagasagnet, som i senere tid
har fundet vei til Jemteland paa en eller anden vis.
Hittfolket, de underjordiske, har her som andre steder sin
buskap og sit Vgaardsstel for sig, og de bor ofte tæt indpaa.
Derfor siger dg i Snaasen, naar de slaar ud varmt vand : Gak
uudan.»
Paa en gaard i Snaasen havde de flyttet fjøset. Efter den
dag var der aldrig lykke med buskapen. Besætningen var
uafladelig syg, og kjørene fik ikke staa i ro paa baasen.
En julekveld laa bjeldekoen død. Konen, som havde mistet
sin bedste ko, hørte i fjøset en stemme, som sagde, at hvis de
ikke flyttede fjøset til den gamle tomt, skulde der aldrig blive
lykke med kreaturerne. Alt affald fra bjeldekonen faldt lige paa
jnlekveldsbordet til dem, som boede under, og dermed var de
misfornøiet.
Straks over helgen flyttede manden fjøset; en kveld senere
stod der en vakker rød ko med en messingkjedel paa
hornene. En stemme sagde: «Tag denne koen for den du mistede.
Men melk aldrig mere end fuld kjedlen paa hornene. Naar
kjørene kalver, behøver ingen at passe paa dem.» Siden gik alt
godt. Aldrig passede nogen kjørene under kalvningen; men om
morgenen stod kalven vasket i kalvgaren.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
