- Project Runeberg -  Norges Land og Folk, statistisk og topografisk beskrevet / XVII. Nordre Trondhjems Amt. Første del (1898) /
730

(1885-1921) Author: Amund Helland, Anders Nicolai Kiær, Johan Ludvig Nils Henrik Vibe, Boye Strøm
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

<i730

NORDRE TRONDHJEMS AMT.

efteraber folk, naar de taler høit eller synger. Derfor kaldes
ekkoet nogle steder dvergmaal.

Draugen er her ligesom i Nordland af skikkelse som et
menneske, kun at den er uden hoved (Folden).

Draugen kommer af og til op i elve. Engang lod den høre
nødraab i elven ved færgestedet Sandferhus i Stjørdalen. Det
var straks før jul.

Færgemanden horte et nødskrig fra elven ved «Gammelkaret
omtrent ved midnat. Tydeligere og tydeligere hørtes raabet:
Hjælp! Hjælp! Da færgen var sat paa vandet, ophorte
nød-raabet.

Et par dage efter blev en mand i elven ved færgestedet;
det var denne ulykke, draugen varslede om.

Tiden er kommen, men ikke manden.

Der kom engang en mand til Grande i Overhallen, som da var
præstegaard. Manden var meget syg, og de provede alle raad, men
ingenting hjalp. Folket paa gaarden havde hørt, at det raabte
nede i Grande-bagevjen: Tiden er kommen, men ikke manden».
Da forstod præsten, som var klogere end de andre, hvad der var
at gjøre; han sagde, de skulde hente lidt vand fra
Grande-bagevjen. Det gjorde de, og da manden havde drukket af det,
fik han do. Manden havde kjørt isen over Grande-bagevjen.

Troldkjærringer er ikke her saa hyppige som i Finmarken,
men helt frit har der ikke været.

I Øvre Omli i Snaasen boede en troldkjærring. Hver St.
Hans-nat var hun ude. Hun havde en gut til opfostring. En St
Hans-kveld tog hun et horn og smurte noget af det paa sopelimen,
satte sig skrævs over limen og sagde: Pust op til himmels!
Saa for hun opigjennem muren.

Gutten saa det og tog en anden sopelime og smurte, som
kjærringen havde gjort. Han husket ikke ordene nøiagtig og sagde:
Pust op og ned! Da for han op gjennem muren, men saa ned
gjennem Gravbrøtsmuren uafladelig frem og tilbage, helt til
kjærringen selv kom hjem og løste ham.

En gang skulde troldkjærringen bort, og tjenestejenten skulde
kjerne. Kjærringen sagde, hvor meget rømme hun skulde tage,
og saa skulde hun tage en skefuld af to kopper, hun viste hende.
Jenten slog rømmen i kjernen, men hun syntes, de to skeer var
lidet, og derfor tog hun en ske til af en tredje kop. Da hun holdt
paa at kjerne, steg rømmen i kjernen, og hun øste af, men det
hjalp ikke. Da kom kjærringen hjem; hun var sint og sagde:
Det var ikke nok, at du tog af to kongeriger, du har taget af
det tredje ogsaa! Deraf horte de, hvor vidt hun for paa sine
reiser, i tre kongeriger.

En hekseproces. I Overhallen var der en kone paa Øysletta,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 20:47:43 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/norgeslof/17-1/0764.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free