- Project Runeberg -  Norges Land og Folk, statistisk og topografisk beskrevet / XVIII. Nordlands Amt. Første del (1907) /
178

(1885-1921) Author: Amund Helland, Anders Nicolai Kiær, Johan Ludvig Nils Henrik Vibe, Boye Strøm
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

178

NORDLANDS AMT

bituminøse skifere, som antoges tjenlige til fremstilling af olje.
Alle de bitnminose skifere paa Andøen vil dog neppe være
tjenlige til olje.

Under disse bituminøse skifere var der, foruden tynde kullag,
et 80 cm. og et 1.8 m. og saa et ca. 4 cm. mægtigt lag af
ildfast ler, vistnok de samme lag, som træder ud i dagen mod syd.
Leren har vist sig ildfast og god.

I en dybde af 120.4 m. laa et kullag, 70 cm. mægtigt, og
saa et 75 cm. tykt sandstenslag, derefter et andet kullag, 1.15 m.
mægtigt; det var ikke brune kul eller cannelkul, men sorte,
glind-sende kul af mindre god kvalitet; disse kan kaldes de sorte kul.

Efter disse dybeste kullag fandt man atter ildfast ler, 4.20 m.
mægtig, saa tæt graa kalk, 6 ä 7 m. mægtig, og endelig
klorit-skifer med hvid, krystallinsk talk, hvilken sidste skifer antoges
at tilhøre grundfjeldet. Boringen blev derfor indstillet i en dybde
af 138 m. Det blev ved dette borbul godtgjort, at
juraformationen paa Andøen har flere og mægtigere kullag, end tidligere
paavist; for oversigtens skyld er lagene kaldt de brune, de midtre
og de sorte. Det mægtigste lag bestod af ikke sprøde, brune kul.
Heldningsvinkelen kan sættes til 24°.

I det andet af hullerne i 1896, 640 m. længere mod nord, ikke
langt fra det af Dahll til en dybde af 62.7 m. borede hul, naaedes
en dybde af 317 m.; de förste kullag, de brune, laa her i en
dybde af 259.5 m. Forst et lag paa 3 dm., saa et paa 8 cm.,
og 263 m. ned et paa 5 dm., fornemmelig brune kul. De midtre
kul skulde man nu vente at mode 16 m. under 5 dm.-laget, men
her var disse kun kulstriber etpar cm. tykke, men ikke
sammenhængende kullag.

I dette borhul fandt man foruden som i det første borbul
bitnminose skifere, ledsagede af tynde lag af kul og lag af ildfast ler, i en
dybde af 313.5 m. et kulholdigt lag af en mægtighed af 2.2 m.,
men kullet var saa urent, at det efter proverne var noget nær
værdiløst. Disse urene kullag svarer til de dybe kullag i det
første borhul. Endelig overskar man ved dette borhul, 1 m.
dybere, et lag af rene, sorte kul paa 4 dm.s mægtighed.

I et borhul, benævnt no. VIII, beliggende omtrent 1.5 km.
fra Ramsaaelvens udløb, kom man ned til grundfjeldet i en dybde
af 362.7 m., men uden at finde andet end millimetertykke kullag.
Et lag i en dybde af 353 m. fra overfladen havde dog en
mægtighed af 32 cm.

Nordligst er juraformationen paavist ved Skarstein. Ligesom
ved Ramsaa begrændses juraformationeii ved Skarstein af granit.
Men her er det ikke som ved Ramsaa sandsten, men lerskifer,
der hviler umiddelhart paa graniten, og som træder frem i
dagen med svagt fald mod syd. Der blev boret 1.5 km. mod

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 20:49:14 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/norgeslof/18-1/0198.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free