- Project Runeberg -  Norges Land og Folk, statistisk og topografisk beskrevet / XVIII. Nordlands Amt. Første del (1907) /
284

(1885-1921) Author: Amund Helland, Anders Nicolai Kiær, Johan Ludvig Nils Henrik Vibe, Boye Strøm
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

.’284

NORDLANDS AMT.

Moskenstrømmen gaar vecl vestlige vinde om vinteren med
optil 6 miles fart. Den kan da ved stigende vand være aldeles
ufarbar, og strømmen gaar i en eneste brænding, saa den kan
høres paa mils afstand. Om sommeren, efter flere dages godt
veir, er der imidlertid intet til hinder for at passere den. Dette
gjælder den strækning, som ligger mellem Iiøgholmerne og Lofot
odden eller Helle.

Moskenstrømmen omtales af biskop Anders Arrebo i hans
Hexaemeron af 1661 og ligesaa af Petter Dass i hans Nordlands
trompet.

Moskenstrømmen ligger ud for Lofotodden, det vil sige den
kyst, hvormed Moskenesøen ender, og den voldsomme strøm gaar
mellem Lofotodden og Høgholmerne, som ligger mellem Mosken og
Lofotodden. Ved Lofotodden ligger gaarden Helle, og over odden
naar Hellseggen en høide af 601 m. o. h., og paa indsiden, lidt
nordenfor Lofotodden ligger gaarden Tuv, og mellem Lofotodden
og Tuv ligger etpar nes, Yttertuven og Indertuven.

Moskenstrømmens retning er meget afhængig af vind og veir,
skriver «Den norske Lods». Med vestlig storm i havet løber den
om vinteren ofte bestandig øst hen baade med stigende og
faldende vand; ved høieste og laveste vande kan den enten sagtne
lidt i hurtighed eller vise sig ganske rolig et øieblik, men tiltager
snart igjen og sætter fremdeles øst hen. Dersom i dette tilfælde
sjøen ogsaa er i tiltagende, bliver strømmens hurtighed ved
indfaldet, eller naar vandet stiger, overordentlig stærk og strømmen
aldeles ufarbar. Det hænder ofte om vinteren, at vestenstorms
banken staar i havet og sætter svær sjø ind, medens klart veir
inde i landet giver landvind og ud af Vestfjorden en staaende
ostlig vind. I dette tilfælde i særdeleshed er Moskenstrømmen
farlig at komme nær, thi strom og to slags undersjø virker i
forening til at gjøre den hele strøm til en eneste brænding; jo
stærkere strømmen løber, desto sværere bliver sjøen og desto
uregelmæssigere strømningerne med hvirvler (malstrøm); under
saadanne omstændigheder styrer intet fartøi i strømmen.

Det er saaledes om vinteren i stormende veir eller om
sommeren i løi kuling ikke tilraadeligt at gaa Moskenstrømmen ind
eller ucl; men med en staaende vind efter flere dages godt
veiler der om sommeren aldeles intet til hinder for at passere den.
Her er kun en gruud, Horgan, paa 4.5 favne vand, der bestandig
kan bemærkes endog i stille veir, da vandet, uden at bryde paa
den, dog altid ligesom koger og maler over den, og derved
frembringer en skumhvid overflade. For at undgaa denne grund
behøver man blot at holde sig enten under Høgholmerne eller under
Lofotodden, dog helst under den sidste. At forcere ind eller ud
imod strømmen er paa ingen maade tilraadeligt, da man med

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 20:49:14 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/norgeslof/18-1/0304.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free