Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.’302
NORDLANDS AMT.
og Hinnø. Farvandet er aldeles rent, men der er en overordentlig
stærk strøm. Nord i sundet bliver farvandet saa trangt, at der
ikke kan krydses. Ankerpladse findes ved Slotholm, Digermulen
og Svartsund, men man kan ankre overalt langs hele landet.
Vinden falder ujevnt og byget. I den sydlige del af Raftsund,
söndenfor Svartsund, er strømmen mindre stærk, men nordenfor
indtil Hanø løber den til sine tider med mere end 6 knobs fart.
Østenfor Raftsund langs Hinnø er ingen havne for større
fartoier, og farvandet mellem øerne er fuldt af skjær og grundt.
I Risvær, Svellingen og Kjeø er havne for smaa kystfarere, der
søger hid for torskefiskeriet eller sildefiskerierne i Øksfjorden og
Kanstadfjorden.
De fartoier, som søger ind mod kysten for at gaa til Tromsø
og videre, kan enten gaa vest om Rost og ind nord om Andenes
i Vesteraalen, eller ogsaa ind Vestfjorden. At gaa nogen af de
nordligste strømme er ikke tilraadeligt.
Fartøier, som er komne ind Vestfjorden, bør vælge Tjelsunä,
naar de gaar nordefter. Sommerdag med staaende vind kan man
gjerne gaa nordigjennem uden lods.
Kommer man ind Vestfjorden i skodde eller mørke, uden at
kjende sit sted, maa man holde udkik efter Værø og Mosken samt
Skraaven. Denne ø, der er et høit fjeld, fortoner sig som et
retvinklet triangel, der hviler paa sin længste side, med den mindste
side nordefter. Naar veiret tillader det, vil man i 2 til 3 miles
afstand fra kysten se alle strømme aabne. Gimsøstrømmen mellem
begge Vaagøerne er kjendelig ved det høie fjeld Vaagekallen paa
Østvaagøs sydvestre spids; seet fra Vestfjorden fortoner det sig
over de øvrige fjelde i form af en sukkertop. Lille Molla, af
lodserne kaldt Griindstadberget, nord for Skraaven, samt Urebjerget
paa Vestvaagø er steile fjeldvægge, hvor der ingen sne ligger
om vinteren. Disse klipper er en god kjending om vinteren.
Langs de ytterste skjær af fastlandssiden falder Vestfjordens
bund meget bråt af til mellem 150 og 200 favnes dybde, herfra
skraaner den jevnt opad, indtil der paa lVs ä 2 miles afstand
fra Lofoten bliver en jevn banke paa 50—60 favne vand, forst
ganske nær land grunder det op til 30 favne. Jo længere ind
fjorden man kommer, jo nærmere land ligger banken, til der ved
Skraaven er den samme bratte afheldning, som paa
fastlandssiden. ’
Langs hele Lofotkysten er der paa banken flere forhøininger,
der skyder sig op over grunden.
De fartøier, som i tykke eller mørke krydser ind Vestfjorden,
kan langs Lofoten kontrollere sin afstand fra land ved hjælp af
loddet. Nær ved Lofotodden vil vistnok stærk strøm
vanskeliggjøre lodningen, men fra dette sted til Skraaven vil man, ved at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
