Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
O 1 b
NORDLANDS AMT.
de lystede, naar de havde faaet bevilling. Som eier ønskede han
selv at bestyre gaardene og godset og besørge skogenes fredning.
Rentekammeret tilskrev i 1766 amtmanden, at ’ disse gaarde
med odel og eiendom var bleven bortsolgt og var private folks
eiendom».
Af sagtømmer fra de skoge, der rettelig henhørte under de
solgte gaarde, skulde der ikke fordres mere end af eiendomsskog.
Fra nu af er disse almenningsskoge ligestillet med privat
skog, forsaavidt som fogden ikke kræver rekognition og ikke
foretager nogen udvisning.
Helgelands almenninger er efter dette gaaet over til «private
folks eiendom», til fuldkommen fri privateiendom; intet af de
baand, som loven lægger paa de kongelige almenninger, hvilede
længer paa de omhandlede strækninger. Almuens, paa lovbogen
grundede adgang til i ålmenning at faa brændeved, gjærdefang
og hustømmer til eget behov og uden betaling skulde dermed
være bortfaldt, forsaavidt den ikke hvilede paa leilændingens ret.
Denne slutning er dog forhastet. Det følger af det kongelige
skjødes udtryksmaade, at kongen ikke har overdraget større ret,
end han selv havde. Nogen juridisk indskrænkning i almuens
brugsret kunde salget ikke medføre, om den end faktisk er
begrændset.
Lovens regler maa fremdeles finde anvendelse paa
ålmenningen, og eieren havde ikke adgang til at indskrænke almuens
brugsret. Da Johan Hvid 25de mai 1761 flk skjøde paa
almen-ningerne i Tromsø fogderi, heder det, at almuen fremdeles nyder
det, som loven dem bevilger, og som de tilforn har nydt, og det
samme maa gjælde salget af Helgelands almenninger.
Grændsen mellem ålmenningen og de private eiendomme
synes ikke at have været bestemt, men har efter skjøn været
antaget at ligge fra 1/i til 1 mil østenfor bygden. Indenfor denne
strækning har vel bønderne havt sit almindelige brug, men hvis
de ikke her har fundet, hvad de behøvede, har de uhindret taget
det længere oppe i ålmenningen. Saalænge denne var i kongens
eie, synes der ikke at være øvet nogen kontrol med almuens
almenningsbrug; mellem aarene 1755 og 1764 ydes der vistnok
rekognition til fogden for hugst i ålmenningen, men det er kun
for hugst til salg, ikke til eget behov, og den udøves regelmæssig
af opsidderne paa rydningspladse; i 1760—63 anføres ogsaa hugst
af opsidderne paa Stabforsen, Aaenge, Brennaasen, Selfors, Enge,
Mellingsjorden, Solhaug, Solbakken og Valla. Hugst til
gaards-fornødenhed er ikke opført. Sandsynligvis har de holdt sig til
sine gaardes hjemskoge, saa længe disse har ydet det
tilstrækkelige.
Om rydningsgaardene heder det i de i 1727 optagne jorde-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
