Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
JORDBRUG.
00 I
bøger over kongens gods i Nordland, at de har skog til
forno-denhed, ja ofte ogsaa til salg. I senere skyldsætningsforretninger
er der altid tillagt dem en «strækning», der indeholder den
fornødne skog. 1 en skyldsætningsforretning af 1756, hvorved 35
rydningsgaarde i Kanen blev skyldsatte, sees disse hyppig at have
skog til salg. I matrikelforretningerne fra dette aarhundrede og
i departementsforedrag af 1888 angaaende indkjob af Coldevins
eiendomme i Mo (st. prp. no. 28, 1888) sees ogsaa, at de fleste
af disse gaarde har skog til udsalg.
Oprindelig havde rydningsmændene en ukontrolleret adgang
til at benytte skogen i ålmenningen. Da rekognition blev
paa-budt, blev heri forsaavidt gjort en indskrænkning, som de maatte
erlægge en afgift af, hvad de virkede til salg, men aldrig af,
hvad de huggede til gaardsfornødenhed. Rekognitionen blev
oprindelig opkrævet af fogden, men da rentekammeret havde
erklæret, at den tilkom eieren, kaptein Coldevin, blev den opkrævet
af denne og de senere eiere.
Almenningernes overgang i privates eie synes at have
medført større byrder for rydningsmændene.
I 1792 sendte en hel del opsiddere paa rydningsgaarde i
Kanen klager til det danske kancelli over jorddrotterne, og
rentekammeret gav en erklæring i denne anledning af 25de
mai 1793.
Ved denne sags behandling opfatter alle autoriteter
rydningsmændene som almindelige leilændinger og søger regelen for deres
brugsret i skogen i bestemmelsen om leilændinger, ikke i lovens
bestemmelser om almenningsbrug, og i det forløbne aarhundrede
har denne opfatning været den raadende: de dele af ålmenningen,
som er udlagt til rydningsgaarde med deres udmark og
skog-strækning, ansees ikke længer som ålmenning, men som
almindeligt privat leilændingsgods. Er dette rigtig, da vil nu hele
den gamle Vefsen kongealmenning, ogsaa det uopryddede af
ålmenningen, der nu (i matrikulen af 1886) er opløst i 98 gaards-no.
i Vefsen og Hatfjelddalen herreder, være unddraget
almeimings-lovgivningens og underkastet leilændingslovgivningens regler. I
Ranen findes dog endnu noget igjen af den gamle ålmenning,
nemlig gaards-no. 147 i Mo herred, der sammen med de andre
af Coldevins eiendomme i Mo nu er indkjøbt af staten.
Leilændingen har efter nugjældende lov i skogen kun ret til
at hugge til gaardens nytte, foruden den ubetydelige salgshugst
(til halv landskyld); braate maa leilændingen ikke brænde uden
jorddrottens samtykke. Leilændingen maa udøve sin ret i skogen
efter jorddrottens udvisning. Hugger han i skogen til upligt,
forbrydes fæstet. Paa den anden side binder leilændingen
jorddrotten, saa at lian ikke kan gjöre skogen uskikket til at afgive
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
