Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
O 1 b
NORDLANDS AMT.
mel er nok de aller fleste ubekjendt. 1 et land, hvor bondens
næsten daglige kost er fisk, vilde denne vækst være særdeles
nyttig, og til at erstatte den mangel af brod, som findes i mange
husholdninger.»
Misvækstaarene og krigsaarene for 1814 var vanskelige aar
i Nordland. Efter sagnet frøs alt korn i Saltdalen 7 aar itræk,
medens kysterne var blokkeret, saa korn ikke kunde hentes i
jægterne fra Bergen. Barkebrød hørte til dagens kost. Kjød- og
fiskeben blev opsamlede og maltes paa kvernen for at blandes i
brødet. Titingrug eller harerug (polygonum vivipariim) og syre (rumex
domesticus) blandedes i melet. Stilkene af bujen eller bugræsset
(artemisia vulgaris), som vokser yppig i skjellet mellem agrene,
blev torrede og knuste, medens rødderne af den store bregne
(struthiopteris vulgaris), der vokser langs bække i solvarme lier,
og som under navn af «brom» eller «moldfor» gives kreaturerne
at spise, kogtes og anvendtes til menneskeføde.
Poteter dyrkedes endnu ikke i nævneværdig udstrækning,
saa der kunde blive tale om at bruge dem for brod i uaar, men
paa denne tid begyndte man at sætte pris paa dem.
Colban siger i 1814: Agerdyrkningen drives i Lofoten kun
i Buksnes præstegjeld, og byg er den eneste sæd, indtil paa nogle
aar, da poteter og kaalrabi er bleven begjærlig endog for bonden.
S. Nilson meddeler fra 1816, at efter de oplysninger, han flk,
gav kornet, byg, gjennemsnitlig ikke mere end 6 fold; andre
sagde 10. Man saaede byg, havre, sommer- og vinterrug. Sæden fros
paa øerne næsten aldrig bort, som inde i fjordene. Heller ikke
sommertørken tager saa stærkt her. Vildgjæssene her gjor stor skade
paa sæden. De river den op, naar den er nysaaet. De tager
ikke bare de korn, som ligger ovenpaa jorden, men graver endog
nedi med næbbet. Senere bider de toppen af, og endelig om
høsten, naar de drager sydover, saa slaar de sig ned i store skarer
og traakker ned kornet og spiser det op.
Provst Schytte i Bodø skriver i 1817:
I de svundne krigs- og hungersaar lærte vel bonden at sætte
mere pris paa jordbruget, da fiskevarernes pris ikke stod i mindste
forhold til kornets, og der udfordredes mere end en karls hele
fortjeneste af vinterfiskeriet, nemlig 20 ä 28 vog rundfisk, for
at erholde en tønde korn.
Potetavlingen var efter Schytte i 1817 almindelig udbredt
i Bodø præstegjeld, men ikke saa meget som man kunde
ønske. For omtrent 25 til 26 aar siden, det vil altsaa sige i
1791 til 1792, begyndte den først at komme i brug hos enkelte
mænd blandt almuen.
Potetavlen blev ikke almindelig i Salten forend i krigsaarene,
da alt hvad der kunde spises, skattedes.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
