Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
708
NORDI.ANDS AMT.
Saltdalens planteskole har gjentagende været udsat for
ødelæggelse af mus, ligesom der har været sopdannelse paa
furu-planterne.
I Nordlands lange vinter kan det ikke undgaaes, at fodringen,
trods alle surrogater, bliver knap; dyrene maa ofte slippes ud,
før de kan finde føde paa marken, og tager saa fat paa, hvad
de finder. Kjørene bliver om vinteren delvis fodret med birkeris,
og gjeterne og sauene gnaver barken af den furu og gran, som
har været kjørt frem paa gaardstunet. Mangler de anden
næring, søger de hen til de unge planter, naar de kommer ud i
skogen.
Flytfinnernes skadelige hugst i skogene er nærmere omtalt
af skoginspektor Hagemann:
Nu er flytfinnernes antal blevet mindre i amtet, og de holder
mest til i dets nordlige dele. Inden Ofoten, Tysfjorden, Hammerø
og tildels i Folden er der endnu spor af flytfinnernes ødelæggelser
i skogene, saaledes paa de eid, der paa nordsiden af Ofotenfjord
fører over til Tromsø amt, videre i de høiere liggende birkelier
op fra fjordbunden, og flere steder i Sagvøtns statsskog.
I Søndre Salten er skoggrændsen forrykket i egnene opimod
Balvatn, samt i fjeldovergangen mellem Salten og Kanen, desuden
flere steder i fjeldene mellem Saltdalen, Misvær og Beieren.
Forstmester Berbom omtaler i 1861 den skade, som var
tilføiet skogen, især i Beieren og Saltdalen, af overvintrende
renhjorder. Hvor renen havde været, var al ungskog ruineret, som
om skogbrand havde gaaet over fladen. Finnerne selv, der ofte
havde sine telte flere mil fra det sted, hvor deres renhjord
streifede om, var dels vanskelige at træffe, dels vilde de intet gjøre
for at holde renen borte fra skogen.
I 1869 fik finner paa fjeldene mellem Saltdalen, Misvær og
Beieren paalæg om at flytte tilbage til Sverige før høsten. De
mente, at landet oprindelig havde hort dem til, og kom
lensmanden til dem paa fjeldet, saa «gaar de imod ham med
opløftet stav».
Den største skogodelæggelse af flytfinner ligger længere
tilbage i tiden.
I Mo er der i senere tid ikke øvet nogen skadehugst paa
skog af norske eller svenske flytfinner. Enkelte isvintre, naar
renen ikke har formaaet at grave sig ned til mosen, har der op
mod birkeskogen været hugget en del af den der undertiden
forekommende lavbevoksede granskog, uden at der er klaget over en
saadan hugst.
I Hatfjelddalen opførte fjeldfinnerne sine vinterkaater i den
tætteste skog. Iler vedligeholdt finnerne en flammende stokild
døgnet rundt fra begyndelsen af november, tildels tidligere, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
