Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DYRELIV OG .IAGT.
761
Jagtfalken (falco gyrfalco) ruger paa de høiere fjelde i Nordland.
Stenfalken eller dvergfalken (falco æsalon) er den almindeligste
falkeart.
Vederhauk, vindhauk, vederstillar, sparhauk, taarnfalken (cerehneis
tinnunculus) hækker i Saltdalen og er iagttaget til Tromsø.
Hanken, hønsehøgen, duehøgen (astur palumbarius) er meget
almindelig og hækker mange steder i furuskogen. Størstedelen
drager bort om høsten, men endel overvintrer under milde aar.
Den er sjelden i Lofoten, mindre sjelden i Vesteraalen.
Spurvehøgen, sporvehauk (astur nisus) er almindelig og hækker
i Saltdalen.
Fjeldvaagen, sjøvaak, snjovaak, skitvaak (buteo lagopus) kaldes i
Nordland fjeldgleen og er en almindelig forekommende rovfugl.
Ørnen eller are (aqvila chrysaetosj er ikke almindelig. Haren
er dens hovedsagelige næring, men den tager lam og forsøger at
jage renen udfor flogene.
Sjøørnen, havørnen (haliaetos albicilla) er almindelig ved
havkanten. Det er i Lofoten og Vesteraalen den almindeligste
rovfugl. Den lever fornemmelig af sjofugle paa fiskebjergene, af
fisk samt af ryper. Den tager ikke sjøfuglene, alken eller lunden
i flugten, men den slaar ned paa dem, medens de sidder paa
fuglebjerget.
Fiskeornen, fiskegjod (pandion haliaetos) hækker i Nordland.
Skogduen (columba oenas) er efter Sommerfelt engang iagttaget
i Saltdalen.
Turtelduen (columba turtur) er skudt i oktober 1881 i
Saltdalen og i oktober 1882 i Junkerdalen.
Fjeldrypen, fjellrjupa (lagopus alpina) er almindelig og har
sit tilholdssted i de steiiurer, som hoit over trægrændseu
strækker sig henad de bratte fjeldsider. De er talrigst i de bratte
urer, som naar op til det øverste af fjeldet, og sidder da helst
opimod urens øverste del.
Men ellers træffes de i næsten alle nogenlunde høit liggende
urer, og da saadanne har stor udbredelse i Lofoten og
Vesteraalen, antager Barth, at mængden af fjeldryper her ikke kan
være mindre end af dalryper, skjønt de er vanskeligere at komme
til og aldrig sees i saadan mængde som dalryper. Østvaagø,
Hadselø og Langø antages at være forholdsvis rige paa
fjeldryper.
De ernærer sig af krækebærlyng og af vidje- og birkebuskene
Sjelden, maaske i vintre med store snemasser, da de ikke finder
næring, vandrer de i flokke ned til sjokysten, men ellers træffer
man dem i regelen ikke nedenfor trægrændseu, medmindre det
for ryperne beleilige terræn med stene og krækebærlyng
fortsætter i jevn skraaning ned mod sjøen uden at afbrydes af græs-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
