- Project Runeberg -  Norges Land og Folk, statistisk og topografisk beskrevet / XVIII. Nordlands Amt. Anden del (1908) /
217

(1885-1921) Author: Amund Helland, Anders Nicolai Kiær, Johan Ludvig Nils Henrik Vibe, Boye Strøm
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

HANDEL OG SKIBSFART.

217

Handelen i (let 19de aarhundrede og senere. Bergen var
fra 1803 ikke længer eneraadig over den nordlandske handel.
Der var i 1803, medens forhandlingerne om en kjøbstad paagik,
oprettet et trondhjemsk handels- og fiskerietablissement, der
anlagde et faktori paa Hundholmen (Bodo) og et i Lofoten, begge
med temmelig store bygninger. Til dette etablissement og en
vordende by knyttedes der store forhaabninger.

Nordland vedblev dog at staa i afhængighedsforhold til Bergen
og Trondhjem, forsaavidt som nordlændingerne, naar de vilde
bringe sine varer til en kjøbstad, var bundne til disse tvende
steder (forordning 7de august 1697 § 2, kfr. privilegium 29de april
1702 § 3 og forordning 12te september 1753 kap. 2 § 3); dette
blev forst ophævet ved forordning 20de oktober 1813 § 11.

Trondhjem havde i forening med Bergen, ifølge forordning 7de
august 1697 § 2 og 5 samt privilegium 5te februar 1732 post 2
og 5, forkjobsret til varerne fra Nordlandene (derunder indbefattet
Senjen og Tromsø fogderi). Trondhjems og Bergens eneret i
Nordlandene var dog efter forordning 7de august 1697 ikke til hinder
for, at indvaanerne solgte sine produkter til de paa hjemstederne
bosatte gjæstgivere eller kræmmere.

Endnu mere end love og forordninger bandt gammel vane
og gammel gjæld nordlændingerne til deres gamle markeder, og
hertil kom, som senere omtalt, en række andre omstændigheder.

Ikke alene i den nordlige del af landet, men langs den hele
kyst var der bondehandel med kredit mellem fisker og
handelsmand; fiskeren var afhængig af handelsmanden og denne af
storhandleren i byerne. I de daarlige aar øgedes gjælden, og kun
faa fik den betalt i de gode aar.

Deres «gjældbundne tjener» kaldte nordlændingen sig i gamle
dage i de breve, der fulgte med fiskevarerne.

De bergenske kjøbmænd bestemte prisen paa fisken, tranen
o.s.v., og der klagedes over, at de vragede større partier af fisken,
og det saakaldte utskot betaltes daarlig.

Professor Jens Rathke havde paa bekostning af det
naturhistoriske selskab i Kjøbenhavn i 1795 foretaget en reise op til
Lofoten, og under denne kom han paa tanken om et byanlæg og
om udrustning af fiskefartøier til havfiske. Senere foretog han
en udenlandsreise, men reiste atter i 1800 til 1802 langs kysten
helt til Vadsø og Arkangel. Han mente, at Nordland befandt
sig i en mislig forfatning, og at der fandt misbrug sted ved
handelen.

Rathke omtaler fra sin reise i 1802 nordlandshandelen og
stevnerne:

Den hele indretning er, mener han, hoist bekvem for denne
handel, og enhver, der har seet denne bys handel i stevnetiden,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 20:49:38 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/norgeslof/18-2/0233.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free