Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HANDEL OG SKIBSFART.
223
gen; der trængtes en mængde seilmagerarbeide, rebslagerarbeide,
smedarbeide, som maatte forfærdiges efter maal og
bestilling-Ingen bv undtagen Bergen kunde for leYere alt dette i saa kort
tid, at nordlændingens reise ikke forsinkedes. I de andre byer,
ogsaa i Trondhjem, klagede nordlændingen over, at han fik
lofter af haandværkerne, men de holdt dem ikke. I Bergen var
haandværkerne vel kjendt med nordlandshandelen og saa
forsynede, at nordlændingen ikke opholdtes. I stevnet kunde 50 til
80 jægter i 10 til 12 dage ekspederes, losses og forsynes med,
hvad de trængte af kjobmands- som haandværksartikler, og
ophold led ingen.
I Bergen gav man gjerne nordlændingen kredit, og det er
sagt, at man benyttede krediten eller gjælden til at holde sine
kunder fast. Regningen i Bergen viste underbalance, saa at det
var raadeligst for den nordlandske skyldner at sende sine varer.
Blom beretter i 1827, at man i Nordland var enig om, at
nordlændingen behandledes vel i Bergen; mange, som forlagde
sin handel til Trondhjem og Kristiansund, var vendt tilbage til
Bergen.
Nordlændingens handel med bergenserne gik for sig paa tro
og love, oftest uden foregaaende akkord. Mange nordlændinger
vidste saaledes ikke, forinden de afseilede fra Bergen, hvad de
fik for sin fisk, og hvad de betalte for sine varer; mange vidste
det ikke for næste aar.
Det blev sagt, at nordlændingen behandledes vilkaarlig af
bergenserne. Saaledes blev Bergens fiskehandlere aarlig enige om
priserne, saavel paa fisk som paa de varer, de solgte til
Nordland. Hertil bemærker amtmand Blom, at prisen, som
bestemtes, var mindste indkjøbspris og høieste udsalgspris, men
nordlændingen var ikke nodt til at sælge for laveste pris, og
de handlende kunde overbyde hinanden. Nordlændingen kunde
søge handlende, der gav størst pris for fisken, og solgte varerne
billigst. Enhver nordlænding kunde bytte handelsmand hver
reise og sælge noget til hver, hvilket han ofte gjorde, naar han
skyldte et sted og vilde reise kredit et andet, men der var
dog nordlændinger, som i sit hele liv kun handlede med et og
samme hus.
I ældre tid var det dog som oftest anderledes. Bergens
privilegier af 29de april 1702 § 3 bestemte, at det skulde være
enhver nordlandsfarer, som til en borger i Bergen var noget
skyldig, forment at sælge sine varer til en anden borger, førend
han havde betalt sin skyld hos denne. Bestemmelsen blev
ind-skjærpet, men derhos dog noget indskrænket ved
fiskeforordningen af 12te september 1753, 2det kap. § 3; ved forordningen
af 20de oktober 1813 § 11 blev denne bestemmelse omsider op-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
