Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HANDEL OG SKIBSFART.
249
dels skares med haandsag, dels huggedes af hele stokke; da
far-toierne byggedes op uden spanter, og da bordene var tykke,
kunde disse ikke bøies efter den form, fartøiet skal have under
vand, og følgelig dannedes de med oksen. Efter at fartøiet var
’O ~ O
helt opbygget, lagdes bundstokke, baand og tommer i det. Da
jægterne bygge:les paa fri haand, uden spanter eller rids, saa
udfordredes der godt øiemaal, forat de ikke skulde blive skjæve.
Jægterne forte den meste fiskelast over rælingen, derfor lagdes,
som berørt, istedenfor dæk lose flager af bord over lasten, og
paa siderne reistes ligeledes skot, for at sjøen ikke skulde
bryde ind. Tidligere brugtes løse sideskot, og en sjø kunde da
fet brække støtterne, der holdt dem, hvad der let voldte forlis.
Senere gav man jægterne en fast kraveltomret bordgang i
rummet mellem bak og skandse og af lige høide med disse, og
derved kunde jægterne bedre holde sjøen, uden at lasterummet
indskrænkedes.
Jægterne havde kun én mast og et eneste raaseil. Masten
var stor og belagt med 4, 5—6 vanter, foruden barduner. Seilet
bestod af det saakaldte forseil eller faste seil og 4—5 bonnetter,
der lidsedes til seilet; eftersom vinden var stærk, sloges de fra,
istedetfor at reve seilet. Et seil til en almindelig stor jægt var
11—12 m. bredt, 15—16 m. dybt; det var tungt i en simpel
talje at heise et saa stort seil i stærk vind. Naar seilet skulde
heises, maatte derfor hele mandskabet, 12, 14—16 mand i arbeide.
Seilet minkedes ved at tage ind et eller flere bonnetter, «rive» dem ;
i storm toges undertiden hele seilet ind, og det hed at «lense med
tørtaklan». Til seilets øverste kant var der indtil omkring 1860
paa nogle jægter i hvert hjørne fæstet et firkantet stykke sort tøi,
«raanokkan», det var af grov haardug og vel undertiden af vadmel.
Sagnet vidste at fortælle, at det forst blev brugt som sorgetegn over
Nordlands berømte skald, alstahaugpræsten Petter Dass.
Sandsynligere er det dog, at det blev brugt af hensigtsmæssighedshensyn,
da stoffet, hvoraf «raanokkan» var gjort, bedre taalte fugtighed
end seildugen og som følge deraf ikke saa let odelagdes; og
ude ved raaens ender trængtes det just mest, at seilet var
stærkt. Af og til brugtes ogsaa et topseil. Rorknappen havde
form af en udskaaret mandsfigur, «rormanden», der dog i de
sidste aar var gaaet af brug.
I senere tid flk nogle jægter en liden fok for at hjælpe
jægten i vendinger, og naar der skulde gaaes seil.
Jægterne seilede hurtig for vinden og med halv vind, men
ved krydsning kunde de ikke stagvende uden i stille vand, og
selv da ikke altid. De duede ikke til krydsning i krapt farvand.
I jægterne lagdes den tungeste last, trau og rogn, i bunden,
og fisken stuvedes ovenpaa. Af skroget kom kun lidt tilsyne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
