Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FINN li R OG RENAVL
Hvorledes grændsespærringen i Norge ansaaes for en ulykke,
som vilde medføre ruin for de norske fjeldfinner, der blev
afstængt fra det rige vinterbeite i Finland og vilde savne fornøden
føde for sine rensdyr og derved geraade i armod, er omtalt i
Fiumarkens amts beskrivelse (bind II, pag. 130).
Udelukkelsen fra de finlandske beitesmarker forringede de
norske renhjorder i Finmarken. Der var her langtfra tilstrækkelig
mosemark paa den norske side.
Efter de offentlige statistiske tællinger, som foretoges i 1855
og i 18H5, aftog i Finmarken antallet af ren i disse 10 aar fra
83 554 til 05 270, og antallet af fjeldfinner aftog fra 1 325 til
988 (se Finmarkens amts beskrivelse, bind II, pag. 1.36).
Den vigtigste fordel, som Norge havde ved grændsetraktatens
bestemmelse om fjeldfinnerne, gik saaledes tabt for Norge, og
svenskerne var efter tabet af Finland ude af stand til at opfylde
denne del af traktaten.
Den ulempe, som voldtes ved, at nu antagelig i et antal af
50 000 til 60000 svenske ren beiter om sommeren i Tromsø amt
og 20 000 svenske ren i Nordlands amt, opveies ikke derved, at
nogle faa norske finner søger over til Sverige om vinteren. Fra
Tromsø amt beiter kun 2 nomadiserende finner med 300 til 400
ren i Sverige om vinteren, foruden ca. 2 000 ren tilhorende
fastboende, og fra Nordland kun 14 hovedpersoner med 4 500 ren,
medens henimod 80000 svenske ren beiter om sommeren i Norge.
Grændsetraktatens bestemmelser om fjeldfinnerne er efter
dette praktisk talt ikke til nogen nævneværdig nytte for Norges
finner, medens de er en herlighed for de svenske.
Den indrømmelse, som ved Karlstadoverenskomsten er gjort
Sverige, er da först den, at ingen af rigerne vil gjöre krav paa
ensidig at opsige förste kodicil til grændsetraktaten.
Det heder i kodicil til grændsetraktaten af 1751 £ 30, at
disse stipulerede Over Flytninger ingenlunde saaledes ere at
for-staae, som: at Konge-Rigerne, Norge eller Sverrig, derved nogen
Jurisdiction eller anden Rettighed af hvad Navn det være kand,
ind over Grendsen i det andet Rige tilstaaes, men alleneste,
saasom en Tolerantz eller reciproqve Føyelighed, der ikke vel kand
undgaaes, saafremt ellers Lapperne paa begge Sider skal staa ved
Magt og in Politiris holdes i tilbørlig Skik og Orden. Hvert Rige
skal herefter paa sin Side af benevnte Grendse alleene og
ube-skaaret være berettiget, alle Regalia og Jura Majestatis, saavel i
Geistlige som Verdslige Sager, at øve og hruge.
Traktaten af 1751 indeholder en forpligtelse for Sverige til
efter gammel sædvane at give de norske finner adgang til de i
1751 Sverige tilhørende Lappmarker, følgelig ogsaa de nuværende
finlandske, hvilken forpligtelse Sverige ikke kan efterkomme.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
