Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
OVERNATURLIGE VÆSENER OG OVERTRO.
429
Der er her tale om samme slags væsener som huldrefolket,
det skjulte folk, fra forst af en betegnelse for de afdøde.
For en befolkning, som lever ved og af sjøen, ligger det
nær at henlægge disse væseners opholdssted til havet, medens
indlandsboen lader dem opholde sig i hauger, skog og fjeld.
Sagn fra den klassiske oldtid og fra middelalderen har
bevaret det oprindelige grundlag klarere og mere ublandet. Det er
den afdøde ægtefælle, som vender tilbage, og da hænder det ofte,
at den gjenlevende faar børn med ham eller hende.
Fra et keltisk folk i England gjengav middelalderen saaledes
et sagn om en ridder, hvis afdøde hustru vendte tilbage til ham
og fødte ham sønner og døtre, som kaldtes den dødes born
(fllii mortuæ).
Ud fra denne forestilling er sagnene om den tvungne
huldrebrud og om kobbepigen sprunget, men fordi troen paa de afdøde
har blandet sig med den almene forestilling om oversandselige
naturvæsener, knyttes sagnet ikke her længer til en afdød
ægtefælle, men gjælder forholdet mellem mennesker og de væsener,
som tilhører en anden verdensorden.
Paa strandbredden i en vik fandt en mand flere kobbehuder
eller sælhundskind, og ude i bugten saa han skikkelser, der
dukkede og svømmede. Han tog den ene kobbehud og skjulte sig
bag en haug. De svømmende kom snart iland, og det var unge,
vakre kvinder, som iførte sig kobbehuderne, og drog bort. Kun
en blev siddende paa stranden som en vakker kvinde og saa
bedrøvet efter de bortdragende. Manden gik ned til stranden til
hende, og hun fulgte ham hjem og blev hans hustru. De fik
flere børn, men kobbepigen glemte aldrig sit frie hav. En dag
var den ældste gut kroben ind under et husgulv paa gaarden og
fandt der den kobbehud, som faderen havde taget ved
strandbredden. Faderen var borte, og moderen var syg efter en barsel.
Saasnart moderen fik se huden, greb hun den og kastede den
over sig, ilede ned til sjøen og svømmede bort som en sæl.
En lignende beretning er der i et eventyr fra Finmarken:
Pigen jr a havet, meddelt af J. Friis:
Tre unge piger kom ned til strandbredden, lagde klæderne fra
sig og badede; en gut, som saa det, tog den enes klæder, medens
de badede; de to andre piger forsvandt, men hun, som havde
mistet klæderne, stod igjen og jamrede sig. «Jeg kan ikke leve
her, hvor jeg ikke er født, og du kan ikke leve der, hvorfra jeg
er kommen.» Imidlertid giftede de sig og fik en søn. Da gutten
var saa stor, at han kunde gaa, fandt han en kiste i et udhus
og i den var de klæder, som moderen havde, da hun kom fra
havet. Da gutten viste hende dem, tog hun dem iiaa og drog
did, hvorfra hun var kommen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
