- Project Runeberg -  Norges Land og Folk, statistisk og topografisk beskrevet / XVIII. Nordlands Amt. Anden del (1908) /
430

(1885-1921) Author: Amund Helland, Anders Nicolai Kiær, Johan Ludvig Nils Henrik Vibe, Boye Strøm
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

430

NORDLUNDS AMT.

Huldrehunden er et uhyre med store filler hængende nedover
siderne. Ser man nøiagtigere efter, saa viser det sig, at disse
filler er taug (Vega). Dette er sjohuldrehunden fra Vega, thi
den almindelige huldrehund eller berghunden er ellers ikke
behængt med taug.

Godbonden og hellige træer. Godbonden i Nordland svarer
til garsvorden, tunkallen, gaardens beskytter, i Telemarken
haugebonden, oldnorsk haugbüi, den i haugen boende. Han er den, som
ryddede gaarden, ættens stamfader eller repræsentanten for den
henfarne slægt, og han har fra den ældste tid været gjenstand
for dyrkelse. Han holder i Nordland tildels til paa lofter og i
gamle bygninger, hvor man om natten af og til kan høre ham
snorke. Heltzen kalder ham tuftekall (tøftkal). Det almindeligste
navn paa disse væsener er i Nordland netop tuftefolk; ordet
hænger sammen med ei tuft, tomt, byggegrund, og betegner
tuftefolket som knyttet til ættegaarden og den bebyggede grund.
Han bringer lykke og velstand med sig der, hvor han findes, saa
man ikke gjerne forstyrrer ham.

I sammenhæng med godbonden staar de hellige træer,
tuntræerne og vettetræerne, helst de, som staar paa hauge. Dem
maa ingen røre. Ættens grundlægger holder til under tunet og
i haugen, og der er en forbindelse mellem ham og de paa disse
steder voksende træer (se Lister og Mandals amts beskrivelse,
bind I, pag. 464).

Ved gaarden Fjær i Kjerringo er der endel gravhauge; den
største er 25 m. lang i nord og syd, og den er omtrent af
mandshøide. Der har vokset birketræer paa den. Den har aldrig
været aabnet, og det vil gaa den ilde, som aabner den. For stod
der træer paa den, men de er nu hugne, og kun stubberne
staar igjen.

Den mand, som for 30—40 aar siden huggede træerne, blev
syg og værkbrudden samme dag, han huggede dem, og han var
syg siden, lige til han døde, men før havde han altid været frisk.

En busk, som har staaet fra gammel tid paa en gaard og
som er omgiven af andre smaa buske, den maa ingen hugge;
den, som hugger den, faar en eller anden sygdom (Skjerstad,
Folden).

I Saltdalen tor man ikke hugge ned saadanne træer, som
staar paa en slette, adskilt fra de andre. Der bor nogen der.

Hvis der skulde komme ildebrand paa gaarden, kan man se
godbonden bære alt sit bort i skogen.

Gaangferden, maaske ogsaa kaldt gandferden, er
sammenblandet med oskereien, der er et dødningeridt. Men gaangferden
eller gandferden i Nordland er egentlig et hekseridt, der vel
nærmest svarer til det oldnorske gandreiö: troldkvindernes fart til

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 20:49:38 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/norgeslof/18-2/0446.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free