- Project Runeberg -  Norges Land og Folk, statistisk og topografisk beskrevet / XVIII. Nordlands Amt. Anden del (1908) /
433

(1885-1921) Author: Amund Helland, Anders Nicolai Kiær, Johan Ludvig Nils Henrik Vibe, Boye Strøm
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

OVERNATURLIGE VÆSENER OG OVERTRO.

433

over, naar den styrter sig ud, og den tager med sig bagskotten,
som den selv bruger, medens folket i baaden omkommer.

Paa græsbevokset mark kan draugen ikke komme, og
deier man sikker for den. Men i fjæren mellem tang og tare, helst
hvor der er store stene, holder den gjerne til om aftenen.

Er aarerne i en baad om morgenen endevendte, saaledes at
de ligger med bladene forover og haandtagene agterover, saa er
en af baadens mandskab sjofeig, eller han skal omkomme paa
sjøen. Det er draugen, som vender aarerne. En fisker, for hvem
aarerne var vendt, lagde sig en aften under baaden i baadnøstet,
væbnet med sit fiskesaks. Ved midnatstid kom en skikkelse
uden hoved, men med skindklæder og hvide uldvotter op af sjøen
og slæbte sig igjennem fjæren og ind i nøstet. Den kravlede
op i den baad, som fiskeren laa under. Først satte draugen sig
paa fremtoften, vendte aarerne og raabte paa sit draugemaal:
«Hu te té ta mæ, det høver mæ ikke her.» Saa satte den sig
paa bagrumstoften, sagde de samme ord og vendte ogsaa aarerne
der. Tilsidst satte den sig paa toften i agterrummet, hvor
hoveds-manden pleier at sidde og sagde: «Nu høver det mig.» «Ja,
nu høver det mig og,» sagde fiskeren og ståk til draugen med
sit fiskesaks, men han ståk til med skaftet. Saa skal man gjøre
det, thi stikker man med bladet, gaar stikket i en selv. Draugen
raabte da: «Stik og drag er bondens lag,» men fiskeren svarede:
«Stik og lade staa gjør bonden og.» Han lod kniven blive
siddende i draugen. Morgenen efter var der en knokkel af et
menneskeben paa odden af fiskesakset, men siden fik han være i fred
for draugen.

I denne draugeverden gaar det saa underlig til, at stoder
man med knivbladet mod draugen, saa rammer man sig selv,
men støder man med skaftet, rammes draugen.

Denne forestilling har Holberg kjendt, naar det heder i
Peder Paars:

Niels Corporal i Fior paa en Gjenganger skjød,
Men Kuglen kom igjen og gav ham selv et Stød.

Støder man to gange til et overnaturligt væsen, saa kvikner
det til ved det andet stød, eller det rammer en selv.

Det er en i sagnverdenen ofte optrædende forestilling, at et
slag, stød og skud mod et overnaturligt væsen ikke skal
gjen-tages. Man skal slaa eller støde én gang, men ikke mer.

I en islandsk saga har en mand ved navn Svein stukket et
spøgelse, men dette siger kun: «Drag ud og stød engang til.»
«Behold det du har,» svarer Svein og saa forsvinder spøgelset.

«Stik engang til,» raabte en stemme fra jorden til den
trylle-kyndige Thorleiv, som har stukket nedover med sin lange kniv

28 — Nordlands amt II.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 20:49:38 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/norgeslof/18-2/0449.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free