Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
OVERNATURLIGE VÆSENER OG OVERTRO.
447
serede, til nat og dag blev lige lys. Da horte man ikke mere
til den.
Møinichens beretning er stilet til bispen Christopher Schletter.
Det heder der, at der paa gaarden Skaalvold forleden vinter har
spøget med slag og banken paa væggene. Præsten Arne kom did
og hørte det ogsaa, han formanede folket til ikke at frygte Satans
spøgeri. Om vaaren blev det stille igjen. Om høsten begyndte
det atter og talte med lydelig røst og spædt som et barn. Rosten
lod sig høre i forstuen under en haandkværn, som tøserne malede
paa. Den klagede og klynkede, raabte siden «Nille-mor,
Nille-mor!» og paa spørgsmaal om, hvem han var, og hvad det var
for en Nille-mor, svarede han, at han var en fordømt aand,
avlet af Nille-mor og Mads Titing, var ombragt af moderen og
henlagt under en berghelle.
Nille, som havde avlet et barn med Mads Titing, vilde ikke
vide af flere fostere end det, hun havde bragt for lyset og staaet
skrifte for. Spøgelset stod paa sit. Hr. Arne konfererede med
Møinichen, som raadede til privat at tale med hende, da Mads
Titing var død; hvis hun ikke vilde omvende sig, kunde man
føre hende til det sted, hvor fosteret var henlagt. Hun negtede
endda alting. Den onde aand sagde: «Min moder snoede mig
om i vaar, og da rev jeg det ene øie ud paa hende.» Nille
sagde, at hun vistnok flk mén paa øiet, idet en perle satte sig
paa det ene øie, saa hun mistede synet paa dette. Da hr. Arne
vilde lede efter fosteret, bekjendte hun, at hun havde taget benene
derfra forleden vaar og kastet dem i havet, og da havde hun
faaet det mén paa sit øie. Fosteret havde hun avlet med Mads
Titing for 14 aar siden og kvalt det med sit strømpebaand, da
var hun kun 13 aar gammel. Kvindfolket blev da sat fast, blev
dømt at miste livet, dommen stadfæstet af lagmanden og
henrettelse beordret af amtmanden.
Men Satan holdt sig immer der paa stedet og havde en lang
samtale med amtmanden. Han sagde, at flere saadanne fostere
var henlagt deromkring. Han forlangte brændevin af amtmanden
og mad af folkene i huset og kastede med sten og ler af
skorstenen.
«Fillers kommer mig en tanke ind, skriver Møinichen. Hvo
ved, om mennesket har gjort den gjerning, eller Satan har
indbildt hende det per phantasiam, som han for nogle aar siden
indbildte nogle kvinder i Finmarken, at de havde omkommet Iver
Christenssøns skib af Bergen, hvorpaa de paa deres egen
be-bekjendelse bleve brændte, og skibet kom velbeholden og uskadt
til Bergen. Dette har og lagmanden foreholdt hende, men hun
staar fast ved sin bekjendelse.»
Møinichen sagde til amtmanden, at man vel, før mennesket
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
